Nytårsaften sad Jesper Binzer på Cuba, kiggede op på stjernehimlen og drømte sig frem mod alle de store oplevelser, han skulle have med D-A-D i år. Tre måneder senere vendte Mette Frederiksen op og ned på det hele.

»Fanden blev eddermame malet på væggen,« husker Jesper Binzer i dag tilbage.

Vi er nu cirka otte måneder inde i coronakrisen, og selvfølgelig har den verdensomspændende pandemi også haft stor indvirkning på den 55-årige rutinerede rockstjernes liv.

Sidste efterår havde D-A-D med Binzers egne ord 'pløjet igennem' en stor Europa-turné, og i 2020 lå der så 25 festivaljob og store koncerter i Jyske Bank Boxen og Royal Arena og ventede forude.

Jesper Binzer.
Jesper Binzer. Foto: Pressefoto
Vis mere

Da statsminister Mette Frederiksen 11. marts gik på talerstolen og lukkede Danmark ned, sad Jesper Binzer i sit hus på Amager med sin familie og fulgte pressemødet på en opklappet MacBook.

»Stemningen gik fra, 'lad os høre, hvad der sker, til nul'. Jeg kan huske, at jeg sagde 'okay, det kan sgu godt være, at vi skal sælge huset'. Det var virkelig vildt,« fortæller Jesper Binzer.

Han tilføjer med sit karakteristiske hæse grin, at fornuft og rock'n'roll ikke går hånd i hånd, og derfor har han umiddelbart ikke nogen kæmpe opsparing klar til en fremtid uden indtægter.

»Franz Beckerlee (tidligere guitarist i Gasolin, red.) sagde det først: 'Det går op og ned i showbizz, og medmindre man er stinkende rig, er det de færreste, der har kunnet spare op til sådan en omgang,« smiler Jesper Binzer.

Nedlukningen gjaldt i første omgang et par uger, og i en lang periode regnede man i D-A-D med, at sommerens musikfestivaler stadig ville blive gennemført. Derfor opstod der ikke total panik, mindes han.

»Det hjalp på den umiddelbare depression, men langsomt kunne vi jo godt se, hvor det bar hen ad, og i den situation er mit talent for at samle et par tusind mennesker jo fuldstændig ubrugeligt, haha.«

Da sommerfestivalerne også blev aflyst, og D-A-D måtte gå på tvungen pause, kunne Jesper Binzer imidlertid ikke bare sidde på sine hænder og vente på bedre tider.

For tre år siden havde han første gang prøvet at gå solo med albummet 'Dying Is Easy', og selv om det var en god oplevelse at stå alene på scenen, lå det alligevel ikke i kortene, at det skulle ske så hurtigt igen.

Jesper Binzer med familie ved en biografpremiere i begyndelsen af året.
Jesper Binzer med familie ved en biografpremiere i begyndelsen af året. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men guitaren kom frem, og i coronamørket skrev Jesper Binzer sangene til det nye soloalbum, der udkommer i denne uge med titlen 'Save Your Soul'.

»Guitaren røg frem med det samme, og da jeg sad med følelsen af, at hvis vi alle sammen alligevel skal dø i morgen, så kan jeg jo synge, hvad jeg vil. Jeg var ikke bange for at blive syg, men når vi nu alle sad med dødsangsten helt oppe i halsen, så var det fedt at have det outlet at kunne sidde og synge lange bange sange,« fortæller han med et grin og opridser, at de nye numre 'My Head's Been Places', 'Save Your Soul' og titelnummeret er decideret pandemi-sange.

»Jeg gik ikke i panik under nedlukningen. Det eneste irrationelle, jeg gjorde, var, at jeg ikke drak kaffe i tre måneder, fordi der ikke var noget at stå op til, haha. Ellers gik jeg og løb lange ture og meldte mig ind på alle de streamingtjenester, der findes,« husker han tilbage på foråret.

D-A-D's trommeslager, Laust Sonne, fortalte tidligere på året, at han på grund af coronakrisen er flyttet fra sin lejlighed i København for at bo i sommerhus i Sverige. Indtil videre bliver Jesper Binzer boende i sit hus på Amager, men han er klar på, at situationen kan ændre sig, fortæller han.

»Det kan godt være, vi bliver tvunget ud i det, hvis det her fortsætter, men sådan er livet. Man er bare nødt til at bevæge sig fremad og håbe på, at det nok skal gå.«

Og her har Jesper Binzer som nævnt ikke siddet stille. For med det nye soloalbum har han også allerede været på en soloturné og optrådt for et siddende corona-korrekt publikum.

»Det er vildt nok, når man er vant til, at det vælter rundt med kød og klapsalver og syng med. Men som menneske prøver man jo at finde en mening med det hele, og det er selvfølgelig ikke det samme,« husker han tilbage.

»Men det positive i det er, at når folk sidder ned, så er de pludselig lydhøre over for balladerne. Den følelse af opmærksomhed var faktisk utrolig dejlig at opleve. De sidste mange år har der været en tendens til – især på festivaler – at musikken er blevet til baggrundsunderholdning for folks egne fester. Der har det været fedt at opleve at se, at der igen bliver lyttet til kunsten.«

Det nye soloalbum er ude nu, og så fortsætter Jesper Binzer corona-kampen med en række D-A-D-koncerter i november.