En brutal og ubarmhjertig sygdom, kalder Mette Marie Bisgaard dén kræfttype, der fredag eftermiddag uden nåde rev hendes storebror Jeppe bort. Alt for tidligt.

»Det er en forfærdelig sygdom, for hjernen er så sårbar, og sygdommen kan udarte sig på så mange måder. Så der er meget frygt involveret. Det er bare så skræmmende. Den er superaggressiv, vil bare vokse og vokse,« siger en stærkt bevæget Mette Marie Bisgaard, som lige til det sidste var ved sin brors side og kalder hele forløbet ‘uhyggeligt og intenst’, men også ‘smukt og rørende’.

Trods sin alt for tidlige død hører hendes bror Jeppe Bisgaard til de heldige. Det er nemlig tre år siden, at han fik stillet diagnosen. Dødsdommen: En tumor af typen Glioblastoma i hjernen.

Normalt lever hovedparten kun halvandet år.

»Jeppe var heldig. Han havde et år med kemo og operationer og stråler. Så er helt år, hvor han ikke blev behandlet. Hvor han talte fint, hvor han lignede en million. Men i august sidste år kom canceren tilbage,« fortæller Mette Marie Bisgaard, der har fulgt sin bror på hvert et skridt af vejen. Også dem, han til sidst ikke kunne tage.

»De sidste 14 dage har været meget dramatiske,« siger hun og beskriver, hvordan det gik så hurtigt ned ad bakke, at hverken Jeppe eller hun kunne nå at følge med. Hvordan hun næsten i døgndrift fik omorganiseret hans lejlighed, så alt var godt for Jeppe. Og der var plads til hele familien.

»Jeg har guidet ham gennem det hele. Sproget. Førligheden. At han skulle dø. Hvor meget det fucking sutter røv at have cancer. Det har været som at være i krig. Men det er samtidig det smukkeste, jeg nogensinde har gjort, og på en mærkelig måde kommer jeg til at savne det helt vildt. For hvert et sekund var så smukt, dejligt og stærkt,« siger hun. Tydeligt berørt.

»Onsdag var hans sidste dag ved bevidsthed. Der kunne han ikke tale længere. Men han tog min hånd, førte den op til munden. Og så kyssede han den tre gange.«

Mette Marie Bisgaard tager en dyb indånding. Smerten og sorgen ligger lige under overfladen. På spring for at tage over.

»Min bror var der til det sidste. Han var der til i onsdags, var til stede. Han kunne ikke tale. Han var halvside-lammet. Kunne ikke huske og byttede om på ordene, og motorisk kunne han ikke noget mere. Men han var der. Det er ikke alle forundt. Og jeg føler mig meget taknemmelig. Men han havde også fået nok. Forleden sagde han til mig, at nu gad han ikke mere. Orkede ikke kæmpe længere.

Men han kæmpede lige til det sidste og gik ned med et brag. Men hold kæft, hvor så han godt ud. Han var smuk til det sidste,« siger Mette Marie Bisgaard, som nu skal forsøge at lægge den svære og hårde tid bag sig, men alligevel har overskud til at sende tankerne til alle dem, der er midt i samme kamp, som den hun lige har sluppet.

»Du må meget gerne hilse alle de andre, der har hjernetumorer i familien, uanset om det er de mildeste eller sværeste. For det er så hårdt. For de pårørende og for dem, der lider af den, er det dét værste.«