»Det er faktisk godt, du spørger, for det minder mig om, jeg snart skal til tjek.«

Stemmen i den anden ende af telefonen griner. Men for nogle år siden var situationen ikke noget at grine ad for den danske sanger Jean Michel. I stedet kunne den have endt med at have kostet ham hans karriere.

Polypper havde nemlig sat sig på hans stemmebånd, og når han sang, kunne han ikke ramme tonerne rent længere.

»Jeg kunne simpelthen ikke synge. Jeg skulle bruge så meget energi på at få en lyd ud, og jeg vidste, at det ikke kunne blive ved,« fortæller 33-årige Jean Michel Bay Helgason, der blev et landskendt ansigt, da han i 2012 medvirkede i 'X Factor' som en del af duoen Nicoline Simone og Jean Michel – og på lørdag skal han dyste om at vinde det danske Melodi Grand Prix.

Jean Michel måtte igennem en operation for tre år siden.
Jean Michel måtte igennem en operation for tre år siden. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Alligevel trak han den. Bare en smule. For udsigten til en operation var heller ikke betryggende.

Han vidste, at hvis han ikke gjorde noget, så kunne det potentielt ende med, at hans sangstemme ikke længere ville kunne fungere. Men operationen kunne også ende med nærmest det samme resultatet.

»For der var også risici ved at få lavet operationen. Der kan komme arvæv, og kommer der arvæv, er det næsten værre end før,« forklarer Jean Michel og tilføjer:

»Så det var skræmmende. Særligt når ens stemme er ens arbejde. Det er mit instrument. Så jeg var bange, og jeg tror også, at jeg trak den, fordi jeg ikke helt turde at gøre det. Men jeg måtte jo erkende, at jo længere tid der gik, jo mere skade gjorde det på mig. Så det eneste rigtige var ligesom at få det overstået.«

I april 2018 lagde han sig derfor under kniven – og det endte godt. Ingen arvæv.

Lørdag aften kan både Jean Michel og hans stemme derfor træde veloplagt ind på scenen som en af de otte udvalgte artister, der dyster om at vinde dette års Melodi Grand Prix.

Dengang Jean Michels stemmeproblemer opstod, arbejdede han hos Wallmans, som gav ham lov til at tage orlov for at hele.

»Jeg tror, det måske tog mig et halvt år at komme mig. Det er jo en langvarig proces, og man kan sige, at man jo aldrig bliver helt helet, og der er stor sandsynlighed for, at det kommer igen, hvis man ikke passer på,« forklarer han.

Foto: Jean Michel
Vis mere

»Før jeg blev opereret, havde jeg også en betændelsesbyld i halsen, som jeg fik drænet et par gange, så jeg har bare været super uheldig, når det kommer til mit instrument,« griner han.

Den dag i dag har han fundet på måder at arbejde rundt om det, og når han lørdag træder ind på Melodi Grand Prix-scenen, gør han det uden problemer med sangen 'Beautiful', som har et helt specielt budskab.

Et budskab, han også selv er personligt mærket af.

»Den handler om at elske sig selv, at turde at være sig selv og acceptere, at det er godt at være anderledes. Vi skal hylde mangfoldigheden og minoriteter. Der skal være plads til os alle. Vi har så travlt med at udpege hinandens fejl og sige, at andre ikke er gode nok, men vi skal hellere fokusere på de gode ting, så vi kan løfte hinanden op i stedet,« forklarer han.

Selv har han også måttet kæmpe for retten til at være den, han er. Som femårig blev han adopteret og voksede op i en lille by på Færøerne, hvor han skilte sig ud ved at være sort og homoseksuel.

»Jeg tror, at mange, men især jeg, har følt, at man ikke passede ind,« fortæller Jean Michel.

»Det har jeg selv sloges med. Med min hudfarve og min seksualitet. Der har jeg nogle gange ikke følt mig god nok, fordi jeg var så anderledes. Jeg var den eneste mørke i den lille landsby, jeg voksede op i sammen med min bror. Og når man kommer fra en lille provinsby ude på landet, så er der heller ikke så mange homoseksuelle – så der var mange ting, jeg skulle igennem,« fortsætter han.

Heldigvis – forklarer han – havde han et godt bagland.

»De har altid haft min ryg. Jeg var også ret hurtig til at lære at elske mig selv og sige, at hvis andre ikke kan lide mig for den, jeg er, så er det ikke mit problem. Jeg kan stå inde for den, jeg er, og jeg kan lide mig selv for den, jeg er,« siger han og fortsætter:

»Og hvis folk, jeg ikke har en relation til, og som derfor ikke betyder noget for mig, siger noget til mig, så betyder det ikke noget for mig.«

Du kan se Jean Michel optræde med sangen 'Beautiful', når vinderen af det danske Melodi Grand Prix skal findes lørdag 6. marts. Du kan se det på DR1 fra klokken 20.