Jada har med debutalbummet ’I Cry A Lot’ og en række overmåde overbevisende koncertoptrædener cementeret sin status som Danmarks mest lysende nye popstjerne – med følelserne uden på sine kejserlige klæder.

»På angstens dage bliver jeg stadig bange for, at jeg kommer til at afsløre mig selv som kejseren i ’Kejserens nye klæder’, og at alle tænker: ’Vi er blevet snydt’.«

Sådan sagde Emilie Molsted – alias Jada – for halvandet år siden i et interview med Soundvenue. Hun havde blot en enkelt single ude, men var omgivet af så seriøs en hype, at den eventyrlige kejserlignelse alligevel lå lige for.

For hver gang, hun slap sine sange løs over scenekanten, blev hypen større, og Jada blev kørt i stilling som noget, der kunne klinge som kejserinden af en ny popgeneration.

I sidste måned blev hypen endelig forløst. Jada udgav sit debutalbum, ’I Cry A Lot’, og mellem de store roser og kritikernes stjerneregn var der heldigvis ingen, der følte for at pege på kejserinden og erklære snyd. Tværtimod. Jadas glitrende popunivers har nemlig overvundet vidt og bredt – vævet af hendes silkebløde, store vokal og uforfalskede følelser i alle regnbuens farver.

»Jeg vil generelt godt lave musik, hvor man kan fortabe sig lidt i sine følelser,« forklarer hun, da vi møder hende over en kold hyldeblomstsaft i sommersolen.

»Med eskapistiske elementer. Musik, som omfavner en, og som tager en med på den følelsesrejse, man skal på. Så man kan kaste sig lidt ud i det følelseshav der. Føle det hele. Med svie og smerte.«

Svie og smerte har bestemt været elementer, der har kendetegnet den rutjsebanetur af forventninger og succes, som Jada har taget over det sidste år. Hendes følelseshav har nemlig ikke kun rummet succesbølger, selv om kursen mod stjernerne var klar.

Den heftige hype tog Jada med ud på det dybe, hvor angsten og stressen trak hende ned som en ubarmhjertig understrøm. I efteråret måtte hun derfor trække stikket for igen at komme ind, hvor hun kunne bunde, og hvor hun selv frem for angsten kunne diktere dagsordenen.

’I Cry A Lot’ er dog ikke bare en samling klagesange over det sidste års smerte. Gråden er for Emilie ikke kun lig med dramatiske sorger. Det er en del af det at være menneske og være i kontakt med sine følelser, gode som dårlige – en del af den »følelsesbisque«, som Emilie i kulinariske termer beskriver sig selv som:

»Alt muligt flyder op til overfladen, og så synker det til bunds igen.«

Da hun i januar vendte tilbage til scenen med sin blot tredje single, popbaskeren ’Lonely’, var bisquen så bestemt også smagt til med nuancer fra hele følelsesspektret.

»Da den kom ud, fik jeg rigtig mange videoer, hvor folk dansede og havde det rigtig godt til den sang,« forklarer hun.

»Så gik der et halvt år, og pludselig begyndte jeg at få meget lange, helt anderledes beskeder. Pludselig syntes folk, den var rigtig sørgelig, og de kunne bruge den i situationer i deres liv, hvor de var bange for, hvad der skulle ske – skulle de nu blive sårede igen?«

Både berørt og overvældet fortsætter hun:

»Det er en klassisk kunstnerting at sige, men det er jo bare fedt. At folk helt oprigtigt gør min musik til deres egen ting og adopterer det ind i deres eget liv. Det er virkelig så vildt.«

Jadas fans har nemlig om nogen adopteret hendes tekster ind i deres eget liv. I en sådan grad, at der bliver grædt, grint og følt med hvert nummer blandt hendes trofaste publikum, når hun serverer følelsesbisquen over scenekanten.

»Det er en meget stor frihed og et kæmpe privilegie at lave en form for kunst, der virkelig får lov til at have mange dimensioner,« forklarer hun.

»At udgive ting – og se dem leve.«

Jada kan opleves på Gæsten i Allinge 7. august. Til januar tager hun på danmarksturné.