»Lige siden Allessia blev født, har vi holdt store fødselsdage med 30 mennesker. Sidste år havde vi endda en hoppeborg. I år var det helt anderledes minimalt, og sjovt nok virkede hun mere glad.«

Børnefødselsdag i en corona-tid. Som forældre gør man sig helt sikkert sine tanker om, hvordan man tackler lige netop den situation og holder den bedst mulige dag for sit barn, når nu omstændighederne ikke er til store forsamlinger.

Hjemme hos ’The Olsens’, også kendt som influencer Irina Olsen og musikproducer Morten ’Faustix’ Olsen, holdt de netop mandag børnefødselsdag for deres femårige datter Allessia.

Hvor de normalt altså plejer at holde stor fest, besluttede parret sig for at fokusere på hjemlig hygge.

»Vi havde da vores overvejelser, om vi fx skulle invitere en af Allessias venner eller vores nærmeste vennepar, men vi besluttede ikke at tage nogle chancer,« fortæller Morten ’Faustix’ Olsen til B.T.

I stedet pyntede de lidt op i hjemmet med ’Frozen’-prinsesse-tema, fik en stor flot kage leveret udefra, lavede aftensmad i fællesskab, og så var de ellers bare mor og far, mormor og fødselsdagsbarn sammen.

»Hendes gudmor kom forbi med flag og sang fødselsdagssang ude ved hegnet. Det var så fint.«

»Så fik hun et par Barbiedukker, og det var bare lykken. Hun var glad hele dagen. Det gik lidt op for mig, at hun nærmest var endnu gladere for, at det bare var afslappet,« fortæller Morten ’Faustix’ Olsen videre.

Han tilføjer:

»Forældre skal ikke have dårlig samvittighed over ikke at gøre så meget ud af det lige nu. Der er jo stadig mange ude i verden, der ikke engang har til en lagkage, eller ved hvad en iPad er. For os var det fedt ikke at skulle servicere 30 mennesker, men bare være sammen og være glade for, at vi har hinanden.«

I forhold til selve corona-krisen prøver de ikke at gå meget i detaljer overfor deres datter omkring, hvad der sker. De har forklaret hende, at hun ikke skal i børnehave, fordi folk er syge, og at det smitter, og det forstår hun.

»Hun har også hørt, at de siger i fjernsynet, at man skal blive hjemme, og hvad de siger i tv er lov for hende,« fortæller han med et grin.

Faustix.
Faustix. Foto: Mike Sønderby
Vis mere

»Hun hygger sig bare. Hun elsker at være hjemme og nyder, at vi er sammen.«

På arbejdsfronten kan Morten ’Faustix’ Olsen godt mærke corona-krisen begynder at sætte sine spor.

Lige for tiden skulle han have været på turné med Joey Moe, som han dagen efter statsminister Mette Frederiksens store lockdown-tale udsendte singlen ’Yo’ sammen med.

»Jeg må indrømme, at da Mette holdt sin tale, fik jeg sgu en lille tåre i øjenkrogen, for det er lige et halvt års arbejde, der blev udskudt. Jeg har ingen indtægter lige nu, så jeg skal have ringet til banken og hørt, om vi kan hive lidt af friværdien i vores hus,« fortæller han.

»Det er også helt skørt, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg har siddet foran computeren og lavet så meget musik, at jeg er begyndt at gå i haven for, at der skal ske noget andet.«

»Jeg er lige begyndt på et projekt med at hive fliser op for at gøre dem rene,« griner Morten ’Faustix’ Olsen.

Musikken lever heldigvis videre, så fredag er han klar med en ny single sammen med sangeren Skinz.

»Det er et sommerhit, som jeg håber kan bringe lidt liv og glæde i stuerne. Til dem, der har altan, kan jeg sige, at jeg har bestilt godt vejr.«