I den kommende weekenden begynder Eurovision-ugen officielt i Wien. Og den varer frem mod næste lørdag, hvor finalen finder sted.

Det kommer ikke til at gå stille af sig i form af sikkerhedsopbuddet.

På grund af urolighederne i Mellemøsten anses sangkonkurrencen som et muligt terrormål, og det lokale politi har blandt andet fået støtte fra amerikanske FBI, skriver Bild.

Ifølge Dieter Csefan, der er vicepræsidenten for Wiens politi, har FBI oprettet en taskforce i New York, der skal operere døgnet rundt i en uge og støtte deres østrigske kolleger.

Her skal taskforcen blandt andet fokusere på cyberangreb, der udgør en trussel mod Eurovision Song Contest.

Den østrigske efterretningstjeneste har tidligere arbejdet sammen med FBI. 

Det skete blandt andet i 2024, hvor et muligt terrorangreb på en Taylor Swift-koncert i Wien blev forpurret, efter de østrigske myndigheder blev advaret om det planlagte angreb af amerikanske efterretningstjenester.

Koncerten blev efterfølgende aflyst.

Østrig er lige nu på det næsthøjeste terrorberedskabsniveau, hvilket har været gældende siden efteråret 2023 på grund af situationen i Mellemøsten, hvor jødiske mål i Europa har været ekstra udsat efter Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober. 

»Dette medfører en generel trussel, men uden konkrete beviser for et faktisk planlagt terrorangreb. Den samme vurdering gælder for Eurovision Song Contest 2026,« lyder det fra Paul Eidenberger, der er talsmand for det østrigske indenrigsministerium, til Bild.

Derfor kommer der til at være hundredvis af ekstra politifolk på vagt dagligt under Eurovision i næste uge.

Østrigs myndigheder har samtidig nedsat strenge adgangskrav til områderne, hvor Eurovision finder sted.

Det er blandt andet forbudt at flyve med droner inden for en radius af 1,5 kilometer fra de områder.

Samtidig har bombeeksperter og sporhunde gennemsøgt spillestedet minutiøst, og nu er der kun adgang for akkrediterede personer, der skal gennem en sikkerhedssluse som dem, vi kender i lufthavnen.