The Rumour Said Fire rykker sig langt for hver udgivelse. Fra debut-ep’ens folk over debutalbummets folk-rock og toerens post-punk og shoegaze til nu, hvor Jesper Lidang & Co. spiller … skal vi kalde det tidløs indie-pop-rock? De er efter eget udsagn inspireret af Fleetwood Mac og 80’erne, men det er nu ikke så tydeligt på Crush.

Et album præget af up-tempo-sange med Jesper Lidangs karakteristiske lyse og meget smukke stemme, Søren Lilholt og Kasper Nissens vokalharmonier og de fængede temaer på guitar og/eller keyboard.

Det gælder eksempelvis albummets to første sange, Out of the Blue og Fuel on Fire, sidstnævnte med heftig akustisk guitar som et minde fra de unge år, hvor der ellers primært er strøm på instrumenterne på Crush.

Sooner or Later, Tonight og Vision er mere shoegaze-orienterede, med vokalerne mikset lavt og guitarerne højt, hvilket for de to sidstnævnte sange vedkommendes viser bandet fra en småkedelig, anonym side, mens de glimrer på de mere afdæmpede stunder Avalanche med smukt sirene-kor af Disa Jakobs, den instrumentale, synth- og basdrevne A Walk og Elevation.

Teksterne kredser om især kærlighedens mange facetter, men de lyse stunder synes at være i overtal, ikke mindst i selskab med den opløftende musik. Den tålmodige lytter belønnes til sidst med et af albummets absolutte højdepunkter, den fængende Stepping Out, der er værd at vente på og understreger, at der stadig er ild i bålet.

The Rumour Said Fire, Crush