Det amerikanske band ’Paramore’ sender et af deres største hits ’Misery Business’ på pension.

»Det er på tide, vi bevæger os lidt væk fra nummeret,« udtalte forsangeren Hayley Williams ved en optræden i Nashville, USA, skriver BBC.

Selvom mange fans nok vil blive skuffede, så er rockbandet ikke de første, der vælger at trykke pause på nogle af deres mest populære numre.

Radiohead – ’Creep’

Thom Yorke fra det britiske band Radiohead under en optræden.
Thom Yorke fra det britiske band Radiohead under en optræden. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

Gennembrudssangen for bandet Radiohead hænger dem langt ud af halsen. De spillede nummeret til døde, og nu er det lagt i graven – i hvert fald til koncerter.

Kun nogle få gange i 2016 blev nummeret vakt til live igen, men først efter en pause på omkring ni år.

Led Zeppelin – ’ Stairway to Heaven’

John Paul Jones, Robert Plant og Jimmy Page fra Led Zeppelin.
John Paul Jones, Robert Plant og Jimmy Page fra Led Zeppelin. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

»Jeg ville få udslæt, hvis jeg skulle spille det nummer til hver koncert,« udtalte Robert Plant i 1988 til Los Angeles Times.

For publikum vil altid høre den sang, koncert efter koncert. Og hvem ville ikke blive træt af at synge og spille en sang efter flere hundrede gange?

Madonna – ’Like a Virgin’

Madonna.
Madonna. Foto: Carlo Allegri
Vis mere

Dronningen af pop nægter at spille et af de største 80’er-hits nogensinde, nemlig ’Like a Virgin’.

Dog har hun generelt en tendens til at lægge flere af sine store hits bag sig i fornyelsens navn, men særligt den ikoniske popsang får det til at vende sig i sangerinden.

»Jeg kan bare ikke, medmindre nogen betaler mig, hvad, omkring 30 millioner dollars (190 mio. danske kroner, red.) for det eller sådan noget,« fortalte hun til New York's Z100 radio i 2008.

Oasis – ’Wonderwall’

Sangeren Liam Gallagher, som var forsangeren i Oasis.
Sangeren Liam Gallagher, som var forsangeren i Oasis. Foto: HAYOUNG JEON
Vis mere

»Hver gang jeg skal synge den sang, så har jeg lyst til at kaste op. Jeg tager til USA, og de spørger: ’Er du mr. Wonderwall?’, så har jeg lyst til at slå nogen,« har sangeren Liam Gallagher sagt til MTV.

Også hans bror, Noel Gallagher, er træt af sangen – så det er de i det mindste enige om, selvom de har et ellers ganske stormfuldt forhold.

R.E.M. – ’Shiny Happy People’

Michael Stipe fra R.E.M.
Michael Stipe fra R.E.M. Foto: TOBIAS ROSTLUND
Vis mere

Fans og bandet er bestemt ikke enige om, hvor god en sang deres mest populære er.

’Shiny Happy People’ var ikke med på bandets opsamlingsplade i 2003 og de spillede den sjældent live. Alligevel er det en af deres mest populære sange overhovedet ifølge en artikel i The Sun fra 2016.