Stedet har gennem årtier lagt scene til nogle af Danmarks største musiknavne – fra Thomas Helmig og Anne Linnet til Gnags og Gasolin.
Men nu er det slut. Ved udgangen af 2025 lukker Casa V58 i Aarhus efter 59 år.
Det skriver Din Avis.
Ifølge mediet delte ejeren, Carola Alvarado, den triste nyhed direkte fra scenen i fredags.
Efterfølgende forklarer hun til mediet, at lukningen skyldes økonomien – og at hun mener, det store aarhusianske ejendomsselskab Olav de Linde bærer ansvaret for, at V58 må dreje nøglen om.
Hun fortæller, at hun samlet betaler omkring 70.000 kroner om måneden i leje og parkering, og at hun ikke længere kan følge med den »konstant stigende« husleje.
»Det er slut, også selvom Olav de Linde helt utopisk skulle vende tilbage med en huslejenedsættelse. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil blive ved med at fylde lommerne på en milliardær,« siger hun til mediet.
Ifølge ejeren har hun lagt over fem millioner kroner i husleje i sin tid som ejer.
Hun kalder lukningen »ærgerlig for Aarhus og bylivet« og fortæller, at hun er »rigtig trist« over beslutningen.
Casa V58 har haft adresse i den ikoniske Vestergade i Aarhus i 59 år.
