Der var lagt op til en absolut storslået aften, da en af den danske musikbranches mest solide og langvarige eksport succeser gennem 30 år, Michael Learns To Rock, lørdag aften gæstede Gammel Scene på Det Kongelige Teater - som en afstikker fra bandets jubilæumsturné til en række mindre spillesteder i kongeriget.

Med et bagkatalog så omfangsrigt som de tre Aarhus-drenges burde det ligge på den flade hånd at strikke en setliste sammen, der tilfredsstiller et publikum, hvis gennemsnitsalder alene sandsynliggjorde, at mange havde selv købt bandets selvtitlede debutalbum fra 1991.

Begejstringen var da også stor, da ballet blev åbnet med 'Sleeping Child' efterfulgt af blandt andet 'Strange Foreign Beauty', der er et af bandets største hits i Asien.

Herpå fulgte det, som guitarist Mikkel Lentz selv beskrev som 'en perlerække af flops'. En kæk og modig kommentar, men desværre ikke uden et gran af sandhed. I første sæt var der lidt vel langt mellem de sange, man kender. Lyspunktet var en smukt arrangeret version af 'Paint My Love'.

Før pausen fik vi en sang fra popdrengenes niende studiealbum' 'Hiding Away From Love', der pudsigt nok minder om Take That-hittet *Back for Good' - men som næppe helt har samme hitpotentiale. Desværre, for bandet har formået at udvikle sin særlige sound, så den passer til nutiden.

Efter et første sæt, hvor broderparten af sangene reelt var enten B-sider eller nye kompositioner, tog MLTR hul på andet sæt med endnu et par sange, der ikke er videre kendte. Først som det tredje nummer fik vi '25 Minutes', hvor forsanger Jascha Richter valgte at synge 'uh-uh' flere steder frem for teksten. Point for forsøget på fornyelse, men grænsen mellem den slags og en regulær tivolisering af sit eget bagkatalog er hårfin. Især, når det er en sang, som gæsterne kender så godt.

Det er næsten overflødigt at sige, at koncertens absolutte klimaks var 'The Actor'. Sangen, bandet skylder så enormt meget - og sangen, som kan få publikummer i Asien til at gå amok. Men med aldrende gæster i Det Kongelige skete det alligevel ikke helt. En flok herboende asiater var klart de mest entusiastiske, men alligevel løftede sangen igen hele salen - og Michael Learns To Rock formåede til fulde at ride videre på bølgen med numre som 'I Still Carry On' og 'Wild Women'.

Point til Jascha Richter for at indlede sidstnævnte med at spille en del af klaver-klassikeren Für Elise. Originalt tænkt og flot udført. Ekstranumrene bestod af et par mindre kendte sange - men det var absolut tilgiveligt. Michael Learns To Rock leverede underholdning på kongeligt niveau - med enkelte muligheder for forbedring.