Sort Sols første nye album i seksten år er en svært tilgængelig størrelse, som imidlertid bliver bedre og bedre, hvis man gider tage sig tiden til den.

Det er seksten år siden, Danmarks i særklasse mest originale og frygtløse rockband Sort Sol sidst udgav et album. Det hed ”Snakecharmer”, var i denne anmelders øren et mindre mesterværk og velsagtens det tætteste Sort Sol nogensinde er kommet på at lave en regulær popplade.

Seksten år senere og velkommen til ”Stor Langsom Stjerne”, Sort Sols niende (nihilist)symfoni og i sit udtryk ofte så fjernt fra forgængeren som Einstürzende Neubauten fra Elvis.

Forventer du guitarbåret rockmusik og sange i traditionel forstand fra Sort Sol i denne omgang, vil det være endog rigtigt kløgtigt, at du af hensyn til mentalhygiejnen holder risiko-afstand til ”Stor langsom stjerne”. Du får nemlig ikke meget af nogen af delene.

Albummet er til al overflod elektronisk funderet, og i hvert fald halvdelen af numrene og godt halvdelen af de 59 minutters spilletid (vinylversionen, red.) er ikke sange i traditionel forstand men snarere trance- og stemningsskabende lydmalerier.

Er man klar til at tage turen derind – og der skal en mere end almindeligt velfungerende musikalsk GPS til at finde ind i kompositioner som ”Søøre”, titelnummeret og den fænomenale ti minutter lange ”K-141 Kursk” – så venter en grum men gribende gudstjeneste i et tempel tilegnet det uafvendelige forfalds og den uundgåelige undergangs æstetik. Som tiderne er, og som jeg hører det i hvert fald.

Nu er skønhed i forfald jo ikke just noget nyt fundament for musikalsk vovemod, og de altid frygtløse Sort Sol er selvfølgelig oplagte til at tage endnu en tur ned i det dekadente dyb. Check eksempelvis den dragende messe ”Life Took You For A Freq.”, hvor Steen Jørgensens hypnotiske vokal suppleres af Chelsea Wolfes æteriske backingsang.

Der er dog også mere traditionelle sange på albummet – ”A Stroke Of Midnight” lyder næsten som en opdatering af den gamle Gasolin’ klassiker ”This Is My Life”, mens ”The Weightless” og ”. . . Like A Trance Like. . .” (ja, sådan skriver de det altså!) bliver båret hjem af nogle fine harmonier, som vokser ved hver gennemlytning. Sidstnævnte besidder en egen tidløs og klassisk melodisk kvalitet, som er ligeud rørende – læg mærke til den!

Om man råber ”prætentiøst pis!” (og det VIL nogen gøre) eller ”mesterværk” efter dette album, så understreger Sort Sol med ”Stor Langsom Stjerne” atter, at de er noget helt for sig selv. Jeg har vitterlig aldrig hørt noget helt som dette, og det er sgu’ da ganske gedigent gået af et band, som kan fejre 40 års jubilæum i år.

Sort Sol, 'Stor Langsom Stjerne', (Sony)