Ausamah Saeed, eller USO som de fleste kender ham som, har med hits som ’Ingen diskussion’, ’Klapper af den’ og ’Momentet’ været leveringsdygtig i soundtracks til et hav af fester op igennem 00’erne

Men han har også mødt modstand på sin vej. Modstand han nu hylder på sin nye single ’Kære hater’, der skal markere en overgang fra den ’gamle’ til den ’nye’ USO.

»Jeg har lært at vende al ’haten’ til noget positivt. Som jeg siger ’kære hater, jeg føler, vi har brug for hinanden’. Jo bedre det går, jo flere ’haters’ har man,« fortæller USO og mindes for eksempel de første år af karrieren, hvor han følte sig fejlplaceret i indvandrer-kassen af medierne.

»Jeg blev ked af, at de kun fokuserede på, at jeg var ’perker’ og ikke musiker, bare fordi jeg havde sort hår og brune øjne og en anden etnisk baggrund.«

En avis ville interviewe ham om at være rapper og komme fra Århus V. Det syntes han var fedt, men blev så overrasket over, at de ville have ham med ud i Gellerupparken.

»Jeg er ikke  vokset op der, så det forstod jeg ikke. Så foreslog de i stedet et råt miljø nede ved nogle togskinner, men der kommer jeg jo heller ikke. Da jeg til sidst foreslog, at vi kunne mødes på en café inde i midtbyen, valgte de at aflyse interviewet. Det var for kedeligt at høre om en rapper med anden etnisk baggrund, der har det godt,« fortæller han med et grin.

USO’s forældre er fra Marokko og Yemen, men han selv er født og opvokset i Danmark.

»Jeg har med vilje aldrig gidet sætte mig ind i al den snak om indvandrer-kultur. Jeg har en omgangskreds som en fucking Benetton-reklame og tænker ikke over, hvor du er fra.«

USO har siden debutalbummet ’Mr. Mista’ fra 2001 udgivet fire albums og en EP. Han har vundet priser og spillet for mange tusind mennesker.

Det har altid været en kamp at få mine egne ting i radioen. Hver eneste gang jeg udgiver noget, ser jeg det som en sejr,” fortæller USO og genkalder to særlige højdepunkter:

»Første gang jeg følte et gennembrud, var nok da jeg fik min første Kodacheck og syntes, 10.000 kroner var rigtig mange penge. Rent oplevelsesmæssigt var det, da jeg stod på Orange scene på Roskilde Festival sammen med Liam og sang ’Momentet’ for 70.000 mennesker, der sang med. Det var helt vildt.«

’Kære hater’ er første udspil i en række ny musik fra ”USO 2.0.”. For nogle år siden besluttede han, at koncentrere sig fuldt ud om musikken og lagde usund mad og senest smøger på hylden, så han i dag fremstår slankere og mere skarp.

»Før i tiden kunne jeg spille et halvt nummer og begynde at miste pusten. Nu begynder jeg først at svede, når jeg når omkring sidste nummer i koncerten, og det er altså ikke fordi, jeg står stille på scenen. Det kan være pissesvært socialt at modstå mange af de fristelser, der er i min branche, men ligesom mit idol Michael Jackson leverede på alle fronter, er det vigtigt for mig at give folk en god oplevelse.«

Han vil i år udgive meget mere musik.

»Jeg er klar til at åbne op for et nyt kapitel. Jeg har aldrig været mere kreativ.«

USO om et par gange haterne fik mulighed for at grine:

1. ’Hvem vil være millionær’-kiks med Niarn

I 2011 røg USO og Niarn ud af ’Hvem vil være millionær’ allerede på tredje spørgsmål, hvilket efterfølgende er foreviget på Youtube. USO husker episoden med stor selvironi:

»Jeg vidste godt, hvad det førte med sig. Men vi fik lov til at komme igen og vandt der en kvart million til Børnecancerfonden, det er der sjovt nok ingen der husker”. Ligesom alle andre har jeg siddet derhjemme og set ’Hvem vil være millionær’ og haft lyst til at prøve det selv. Jeg er taknemmelig for alle de oplevelser, jeg får med, og det her er så prisen, jeg må betale, haha. Jeg synes også, det er sjovt og forstår folk, der syntes vi var nogle aber.«

2. Stillede op i ’Vild med dans’

I 2014 deltog USO i ’Vild med dans’, men måtte nøjes med en 10. plads.

»De havde spurgt mig fire-fem år i træk, hvor jeg havde sagt nej. Men det er også en stor oplevelse at få med, og jeg hviler nok i mig selv til at lave det og stadig lave rapmusik bedre end de fleste uden at skulle undskylde. Hele holdet var supersøde, og det var faktisk perfekt, at jeg røg ud så hurtigt, for ugen efter blev jeg inviteret på danmarks turné, af en anden musiker. Jeg mødte en masse cool mennesker, som jeg stadig taler med i dag.«