I aften begynder dette års Fredagsrock i Tivoli, når de to danske bands When Saints Go Machine og Spleen United indtager Plænen.

Og i den anledning skal du forberede sig på at vise ID, hvis du skal en tur forbi de populære koncerter.

I hvert fald hvis du følges med en person under 16 år – eller selv er derunder. Det skyldes nye regler, der træder i kraft fra i dag, fredag.

»Man kan blive bedt om at vise legitimation og redegøre for, hvem man er ledsager til,« siger Kasper Schumacher, der er Have- & Driftsdirektør i Tivoli, til DR.

Det var allerede tilbage i januar, at Tivoli meldte ud om de særlige krav for børn og unge i Haven, som altså nu træder i kraft.

Her lød forklaringen, at forlystelsesparken oplever, at »helt unge mennesker i stigende grad færdes ude på egen hånd« om aftenen på fredage.

Derfor er det også kun fredag aften, at reglen om legitimation tages i brug.

De nye regler lyder helt præcist, at unge under 16 år skal følges med en voksen over 25 år på fredage efter klokken 17.30.

En voksen over 25 år kan højest ledsage fire personer under 16 år.