Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mali-bandet Tinariwen opnåede med deres forrige album et mindre internationalt gennembrud. På deres femte skive, ’Tassili’ følger de op med manér og udvider endda udtrykket en smule.

Tuareg-nomaderne i Tinariwen startede med at spille musik sammen i 1980’erne, da de stadigvæk var oprørere med våben i hænderne. Men det var først i 2001 i forbindelse med hjemlandets Festival au Désert og senere på året Roskilde, at omverdenen for alvor fik øjnene op for bandet.

Da fik gruppen endelig de nødvendige midler til at indspille deres sange – hvilket de naturligvis har foretrukket at gøre live i knastørt ørkenlandskab i det nordlige Mali. Og de blev endda ved med at skrive oprørske militante tekster frem til 2009’s ’Imidiwan: Companions’, som medførte et nyt gennembrud.

På foreliggende ’Tassili’ synger Tinariwen (naturligvis på hjemlandets berbersprog) dog om håb, kærlighed og livet selv, og Tuareg-rebellernes rå tilværelse sættes i et anderledes filosofisk perspektiv. Sangene hér er efter sigende også indspillet omkring et lejrbål i det sydlige Algeriet.

Godt og skidt nyt

Resultatet ’Tassili’ er den naturlige opfølger til Tinariwens førnævnte, mest fuldendte og rolige album fra 2009. Men lydbilledet er udvidet en anelse. Mest markant i ’Tenere Taqhim Tossam’, hvor TV on the Radios Tunde Adebimpes vokal får omkvædet til at lyde som noget af hans eget band.

Det er ikke så vellykket. Det er til gengæld avantgardeguitarist og Wilco-medlem Nels Clines stemningsfulde indslag i åbneren (og en af pladens bedste) ’Imidiwan Ma Tenam’, samt New Orleans-blæserne i The Dirty Dozen Brass Band, som føjer en ekstra dimension til ’Ya Messinagh’.

Og minsandten om ikke, der flirtes med funk i den direkte catchy ’Tiliaden Osamnat’, mens nedstrippede sager som ’Tameyawt’ og navnlig efterspillet ’Takest Tamidaret’ omvendt viser nomadeveteranerne fra en uvant akustisk side. Hvilket desværre blot anonymiserer udtrykket.

Ind under huden

I løbet af de 12 numre og den lille times spilletid kører Tinariwen også lidt i ring; for mange sange er lovligt tyndbenede, men midtvejs tårner harmoniske ’Imidiwan Win Sahara’ og suverænt melodiske ’Tamiditin Tan Ufrawan’ op over alt andet. Så kender man Mali-bandet igen.

Det er i sange som disse – når de seks afrikanere alle spiller sammen på én gang – at afro-blues’en for alvor kommer ind under huden som en afstressende, hypnotisk og helende messen.

Og dét bør man bestemt ikke snyde sig selv for.

Andre læser også