Isobel Campbell vugger videre på sit tredje album med mørkets crooner Mark Lanegan. Det hele er smukt og veludført, men sangskrivningen halter for meget rundt i pasticheland.
Da Isobel Campbell og Mark Lanegan for første gang samarbejdede på 2006’s folk- og countryinspirerede ’Ballad of the Broken Seas’ mødtes to vidt forskellige kræfter – englen og den hærgede sjæl. Som da Gram Parsons inviterede Emmylou Harris med på sin første soloplade.
De afdæmpede Leonard Cohen’ske ballader klædte både skønhedens og udyrets stemmer og duetterne var indlevede og smukke. På den to år gamle opfølger ’Sunday at Devil Dirt’ gik det så lidt ned ad bakke, selvom Campbell udvidede sin musikalske palet.
Der var dog – trods alt – et par hjemsøgende numre på dén plade i modsætning til foreliggende ’Hawk’; et tilforladeligt værk, der lider en del under Isobels næsegrus beundring af idolernes gamle sange. En beundring hun da heller ikke lægger skjul på i den medfølgende pressemeddelelse.
Men det er svært at lade sig rive med af sange, der citerer Bob Dylan så kraftigt og åbenlyst som ’Get Behind Me’ (’Highway 61 Revisited’), ’Time of the Season’ (der bygger videre på ’Tangled Up in Blue’) eller afsluttende ’Lately’ (som kunne have hørt hjemme på ’New Morning’).
Og som om dét ikke var nok, citeres også Neil Youngs akustiske balladestil i ’To Hell & Back Again’, gæstesangeren Willy Mason ikke kan redde ’Cool Water’ fra at lyde som en Townes Van Zandt b-side, og ’Come Undone’ emmer af Nina Simones noir-soul.
Det er åbenlyst et bevidst pastichevalg fra Campbells side, men på de to foregående albums – især det første – var der i det mindste antydningen af et koncept og en mening bag det, at Mark Lanegan sang for på de fleste af sangene.
Smukt, men tilforladeligt
’Hawk’ derimod, lyder som en bunke hyggestunder, der er sat sammen af forskellige indspilningssessioner verden over (heriblandt Danmark). Det er flyvende flot, men det er også ujævnt og mestendels uinspireret.
Højdepunktet hedder ’You Won’t Let Me Down Again’. Her skinner Lanegans vokal for alvor, mens den tidligere Smashing Pumpkins-guitarist James Iha spiller med, og korte ’Eyes of Green’ vokser smukt ud af Isobels eget skotske højland. Men det er så også det eneste nye her er.
Det, der redder ’Hawk’, er, at sangene – på trods af at de er indspillet på tværs af kontinenterne – utvivlsomt lyder helt, som Isobel har ønsket det. Der er ikke en finger at sætte på udførslen, men de store numre mangler og derfor fører smukheden og professionalismen til hygsom tilforladelighed.
Ligesom det var tilfældet for Campbell og Lanegans seneste koncert på dansk grund, for øvrigt.
Mark Lanegan spiller solokoncert i Århus den 31. august i forbindelse med festugen, hvor han vil optræde med danske The DeSoto Caucus, som også agerede backing for C.V. Jørgensen, da han gjorde live-comeback for et år siden.
