Det er altid moderne af være lidt gammeldags. Bare spørg det danske punkpopband 'Hvem er Alf'

På deres debutalbum, der udkommer 11. maj, skruer de nemlig gladeligt tiden tilbage til sidst i 70'erne, hvor de danske klubscener blev hjemsøgt friske navne som Brats, Sods og Lost Kids.

Musikken er klart mere civiliseret, moderne og dansabel og teksterne er måske ikke helt så rebelske, som Steen Jørgensen og kompagni præsterede på deres første udspil 'Television Sect' (1979). Men ånden, feststemningen og guitarfræset er ren 1979.

Og kan man ikke lade være med at spidse ører, når gruppens forsanger Laura Lundfold lægger sig sikkert på beatet med godbidder som:

'Der skal to til tango, Og tre til at stå på lur, Fire til slåskamp, I hvertfald en, der dur.'

Det er ikke højtragende poesi. og det er heller ikke nyskabende musik. Men det kommer i den grad ud over scenekanten. Og hvis der skulle være nogen brok tilbage, så bliver al resterende tvivl elimineret af Lauras og leadguitarist Peter Uth's fælles, skønne guitarbrøl.

Sangene på 'Hvem er Alf' er hurtige, korte og lige på. Og selv om det som sagt ikke altsammen er lige originalt, så lover det godt for et rebelsk dansk musik forår.

Den 11. maj afholder Hvem er Alf? release intimkoncert på Escobar i Århus fra kl. 19:00. Entréen er gratis.