Samlebåndspop, store omkvæd og en klar favorit. Her er dommen over årets 10 Melodi Grand Prix-finalister.

Konservative grand prix-romantikere vil ryste på hovedet over, at man allerede nu har valgt at afsløre årets grand prix-felt. Er ideen ikke at skrive en popsang, der skal lyde som et hit første gang man hører det på selve aftenen?

Det var i gamle dage. Nu skal deltagerne have lov til at føre kampagne frem mod den 7. marts, hvor showet afholdes i Københavns Royal Arena, og derfor kan man alllerede nu høre de ti sange på diverse streamingtjenster.

Her er B.T.s dom over de ti finalister efter første lyt:

1. Isam B - 'Bølger'
Det tidligere Outlandish-medlem er tilbage på dansk (Bruger Isam B bare Melodi Grand Prix til at genstarte sin dansksprogede karriere?) med en poetisk, stille og rolig guitar-båren sag. Nummeret folder sig flot ud, men bliver måske tekstmæssigt lidt for gentagende, og som grandprix-sang kommer den nok ikke til at fylde dansegulvet.
4 ud af 6 stjerner

2. Maja og de sarte sjæle - 'Den eneste goth i Vejle'
Skør titel, underspillet, halvskæv pop. Kan du lide Marie Key og Sys Bjerre, kan du formentlig også lide Maja og de sarte sjæle. Den er ikke dum, men igen som grandprix-indslag, er det nok ikke det mest festlige indslag med en sang om skilsmisse.
4 ud af 6 stjerner

3. Sys Bjerre - 'Honestly'
Sys Bjerre, nu på engelsk! Det skal man lige vænne sig til, og det havde måske været mere oplagt at stille op med en dansk tekst og så eventuel oversætte den til Eurovision-finalen. Den er meget cathcy, nogle vil kalde det en naiv søde lille popsang a la sidste års vinder 'Love is forever'. Den har et fedt violin-beat og er faktisk den eneste sang i feltet, jeg straks fik lyst til at høre igen.
5 ud af 6 stjerner

4. Jasmin Rose feat. RoxorLoops - 'Human'
Så er vi ovre i det klassisk storladne Eurovision-samlebåndspop med en længelsfuld mørk kvindestemme i front til at synge ud i nattemørket. Tilsat et Safriduo-agtigt beat lyder det som noget, der ligeså godt kunne være et østeuropæisk bidrag. Den er blandt andet skrevet af Lisa Cabble, som altid vinder, så man ved jo aldrig..
2 ud af 6 stjerner

5. Benjamin Kissi - 'Faith'
Benjamin Kissi er tidligere medlem af Shaka Loveless gamle band The Gypsies. Det er meget tydeligt at høre. Faktisk lyder Benjamin Kissi skræmmende meget, som hvis Skaha Loveless begyndte at synge på engelsk. Det er rå popmusik med et lidt kedeligt omkvæd. Alt rundt om omkvæddet lyder dog ret fedt.
3 ud af 6 stjerner

6. Sander Sanchez - 'Screens'
Så er vi ovre i det mørke storladne igen. Nu med mandevokal. Lidt musical-agtigt uden det kammer over. Lidt kedeligt ensformigt med gentagelsen af 'starring at the screens', men ellers kører det meget cool derudaf. Måske en outsider til en finaleplads? Den var i hvert fald en af vinderne i P4's afstemning.
4 ud af 6 stjerner

7. Emil - 'Ville ønske jeg havde kendt dig'
En sød lille guitar-sag, der minder lidt om det amerikanske band Plain White T's hit 'Hey There Delilah' dog uden ligeså stærkt et omkvæd. Det er halvdelen af det gamle grandprix-band A Friend in London, der står bag nummeret så udgangspunktet er ikke dårligt - den mangler bare lige den udefinerbare ingrediens til rigtig at komme ud over rampen.
3 ud af 6 stjerner

8. Kenny Duerlund - 'Forget it all'
Minder vokalmæssigt lidt som britiske Sam Smith. Den er ikke super original, men lyder som en klassisk stor flot Eurovision-powerballade. Nummeret var en af tre P4-vindere, så en del af danskerne har allerede givet den tommelfingeren op.
4 ud af 6 stjerner

9. Jamie Talbot - 'Bye Bye Heaven'
Den tidligere 'X Factor'-finalist har lavet en lækker radiovenlig popsang uden de store dikkedarer. Det lyder fedt, men måske også lidt for meget ud af landevejen til at skille sig ud og få en topplacering. Han er med på et wildcard, så P4-lytterne har i hvert fald ikke taget så godt imod nummeret.
3 ud af 6 stjerner

10. Ben & Tan - 'Yes'
De to tidligere 'X Factor'-deltagere stiller op med en country-folket popsag. Genren er ret populær for tiden, så på papiret er det måske ikke så dumt med en Ed Sheeran-jam møder Taylor Swift-jam-duet. Popsangen mangler desværre - meget oplagt - x-faktor, og det er lidt irriterende med 'hey hey say yes say yes'-delen, men P4-lytterne har stemt dem i finalen, så mon ikke deres flotte stemmer kan bære dem et godt stykke i konkurrencen.
4 ud af 6 stjerner