Selv om flere af de gamle medlemmer af Shu-bi-dua har været ramt af blodpropper og kræft, er de alle ’still going strong’
»Nu er jeg blevet 70, og jeg synger mit sidste vers,« lyder indledningen på det gamle Shu-bi-dua-hit ’En rocksangers farvel’, som fortsætter med en konstatering af, at »det er godt at vær’ ung, det er trist at bli’ gammel og tung«.
Det er mere end 40 år siden, at de gamle rockdrenge sang nummeret for første gang. I dag nærmer de sig alle med hastige skridt de 70 og må sande, at de – som 68-årige Michael Hardinger udtrykker det – har nået den alder, hvor det hele kan være slut i morgen, og hvor småskavankerne står i kø. Men også de større.
Dét måtte den tidligere Shu-bi-dua-trommeslager, 67-årige Bosse Hall Christensen, sande, da han i sidste uge blev ramt af en blodprop i hjernen og faldt om under en gåtur i skoven med sin hund. Hvor han chokeret og konfus ikke kunne se forskel på op og ned, ikke kunne tale eller bruge sin højre arm.
»Nej, det var sgu ikke specielt godt,« siger Bosse Hall Christensen ligeud, og glæder sig over, at det skræmmende slagtilfælde – som 20.000 danskere årligt rammes af – for ham fik en ’lykkelig udgang’. I modsætning til den blodprop, der i 2011 sendte hans gamle kollega Michael Bundesen til tælling, og som ’Shubbernes’ gamle frontfigur stadig kæmper for at komme sig helt over.
»Lægerne sagde, at jeg skulle prise mig lykkelig for, at jeg var i så god form. For ellers var jeg ikke sluppet så heldigt gennem den. Det var jo fuldstændig det samme, som Michael blev ramt af.
Men måske er der forskel på, hvordan kroppen reagerer,« siger Bosse Hall Christensen, som tidligere i sit liv blev ramt af lungekræft, ligesom også den gamle bassist Niels Grønbech for et par år siden fik konstateret kræft. Begge er dog erklæret raske.
Til samme heldige kategori hører guitaristen Claus Asmussen. Han blev i 2013 ramt af en blodprop i hjertet og takker ligeledes guderne for, at han slap gennem forskrækkelsen uden mén.
»Jeg var heldig,« erkender den 68-årige Claus Asmussen.
Men hvordan er det så at blive ’gammel og tung’?
Selvom de gamle ’shubber’ langtfra synger på sidste vers, har BT taget pulsen på de aldrende, men også eneste shu-bier, der dur. På de oprindelige mænd, der i 1973 stak deres skæve musikalske hjerner sammen og skabte eviggrønne hit som ’Hvalen Valborg’, og ’Den røde tråd’.
Optræder stadig med de gamle hit
Claus Asmussen, 68, guitarist. Medlem 1975 til 2005.
»Jeg har det strålende,« siger Claus Asmussen om livets tilstand som 68-årig.
Det var Claus Asmussen, der overtog pladsen som guitarist efter Paul Meyendorff. Og siden har den fede Shu-bi-dua-rock løbet i hans blod.
Sammen med Bosse Hall Christensen spiller han fire til fem job om måneden med bandet Shu-bi or not Shu-bi og glæder sig over, at publikum er ’sindssygt glade’ for deres repertoire af gamle Shu-bi-dua-numre fra det, man roligt kan kalde ’de gyldne år’, hvor hittene væltede ud af ærmerne på ’shubberne’.
»I min ellers små-pensionist-tilværelse er det rigtig hyggeligt at komme ud at spille. Når man nærmer sig de 70, skal man være glad for, at man overhovedet magter at køre hjemmefra kl. 17 og først komme hjem kl. tre om natten. Og ellers passer jeg jo min familie. Jeg har brugt 45 år af mit liv på at være på landevejen med guitar på ryggen, så jeg skylder lidt på den konto,« erkender Claus Asmussen, som selv blev mindet om livets skrøbelighed, da han i 2013 blev ramt af en blodprop i hjertet.
»Mit liv har heldigvis aldrig været særlig udsvævende. Druk og stoffer har der sgu ikke rigtig været noget af, men det er klart, at jeg – eller snarere min kone – efter blodproppen har lavet lidt om på spisevanerne og har lært at skære fedtet af flæskestegen,« griner han.
'Der er sgu ingen, der genkender mig'
Michael Hardinger, 68, guitarist. Medlem 1973-1997.
25 år med jetlag. Dét er det mest alvorlige, som 68-årige Michael Hardinger har fejlet.
»Og denne gang er det helt åndssvagt,« siger han om balladen i det indre ur, der er fulgt i kølvandet på hans seneste tur til Danmark, hvor han gav den gas med Hardinger Band, der – ligesom Shu-bi or not Shu-bi – har en række af de gamle klassikere på tapetet.
»Men krydret med en dosis AC/DC, eller hvad vi nu finder på. Lige nu arbejder vi på at tilføre ’Hvalen Valborg’ lidt Metallica. Det skal være sjovt. De gamle numre skal ikke være en helligdom, man ikke kan røre ved.«
Bandet har han sammen med ’eks-shubber’ Jørgen Thorup fra en af de sene inkarnationer. Og selv om der ikke er mange job, flyver han gladeligt hjem, når der er bud efter dem. Men ellers nyder han ikke at være Shu-bi-dua.
»Jeg bor i USA på 25. år, og her er der ingen, der kender Shu-bi-dua. Det er rigtig rart. Men det er heller ikke fordi, jeg har problemer med det i Danmark. Der er sgu ingen, der genkender mig,« griner Michael Hardinger, som bor i solskinsstaten Florida med sin 28 år yngre kone, der også holder ham og hans sundhed i ørerne.
»Jeg har det rimelig fantastisk, og laver nærmest kun de ting, der passer mig. Jeg må indrømme, at jeg gør meget lidt for at holde mig fysisk fit. Jeg spiser sundt, ryger ikke, drikker ikke spiritus, spiser desværre ikke is. Og så tager jeg en halv treo hver morgen for at fortynde blodet. Det er dét. At både Bosse, Michael og Claus har været ramt af en blodprop, skræmmer mig ikke. For når vi nærmer os de 70, ville det være mærkeligt, hvis der ikke skete et eller andet. Det kan være, at jeg dratter død om i morgen og så er det dét. Men småskavanker slipper man ikke for i vores alder. For mig handler det fremfor alt om mentalt at holde sig i gang.«
Den skæve klaverbokser
Jens Tage Nielsen, 67, keyboard. Medlem 1973-1981.
»Det interesserer sgu ikke nogen, hvad jeg går og laver i dag,« siger Shu-bi-duas oprindelige keyboard-spiller – eller klaverbokser som han altid har kaldt sig selv – Jens Tage Nielsen, som ikke ønsker at udtale sig yderligere til denne artikel.
Hans rolle i det legendariske rockorkester skal dog ikke underkendes af den grund. For uden ham havde der ikke været nogen ’Den røde tråd’, et af de allerstørste Shu-bi-dua-hit.
Det var også ham, der sammen med Michael Bundesen havde fået den skøre idé – som i mange år blev gruppens varemærke – at lave skæve danske tekster til udenlandske ørehængere. Og i det hele taget bidrog den unge studerende Jens Tage Nielsen, som læste filosofi, med en hel del skævhed.
»Han er en sjov fætter og en sjov Shu-bi-dua-mand,« siger tidligere kollega Claus Asmussen.
I slutningen af 70erne fik han dog konstateret tinnitus og måtte droppe koncerterne, men bidrog i yderligere et par år med skriveriet.
Siden 2000 har han været administrator i De Hjemløses Hus og for hjemløseavisen ’Hus Forbi’, ligesom han i 2003 var medstifter af organisationen OMBOLD (fodbold for udsatte og hjemløse).
'Jeg fik det bedste ud af det'
Paul Meyendorff, 67, guitarist. Medlem 1973-1975.
»Jeg spiller lidt for mig selv derhjemme en gang imellem. Og går til en del blues-koncerter med min søn. Det er, hvad det bliver til,« indrømmer 67-årige Paul Meyendorff.
Han er en del af den oprindelige Shu-bi-dua-dna, men allerede i ’75 stod Paul Meyendorff ved en skillevej. Og følte sig tvunget til at træffe et valg.
»Kammeratskabet var alletiders. Det var dødsjovt. Sjov og ballade hele vejen igennem. Men lige fra vi dannede Shu-bi-dua, havde vi allesammen job. Bosse var på et arkitektkontor, jeg var i shipping, Hardinger var rejseleder, Bundesen var på radioen, Jens Tage studerede, og Niels læste til ingeniør. Og i takt med at vi fik mere og mere succes, krævede Shu-bi-dua så meget, at jeg til sidst måtte sige til de andre, at hvis vi ikke kunne blive enige om at køre bandet professionelt, var jeg nødt til at vælge. For det var for opslidende og ikke det sundeste i verden med et hårdt shippingjob, øvning tre gange om ugen, koncerter i weekenderne og så en kæreste derhjemme,« fortæller Paul Meyendorff, som valgte shippingen og i 1975 flyttede til Canada, hvor han – med undtagelse af en seks-årig periode – har boet med sin familie.
»Jeg har været væk fra Danmark i mere end 30 år, men har altid haft et godt forhold til de gamle ’shubber’. Ikke mindst Hardinger, som jeg tit mødes med i New York. Og det var fantastisk sjovt at være hjemme til premieren på musicalen for et par år siden og mærke lidt af det gamle sus. Men selv i dag, hvor jeg har droslet noget ned arbejdsmæssigt, har jeg aldrig fortrudt mit valg, Jeg fik det bedste – nemlig kammeratskabet – ud af det.«
Højt humør
Michael Bundesen, 67, forsanger. Medlem 1973-2011.
»Jeg må ikke anse det som en straf for mit liv. Det er en ganske almindelig fysisk ting, der sker. Jeg er i virkeligheden en glad person. Selvom der selvfølgelig er dage, hvor jeg tænker, at jeg gerne ville have været foruden.«
Sådan sagde ’shubbernes’ legendariske forsanger, 67-årige Michael Bundesen, for et lille år siden til TV2 Charlie.
Siden han i 2011 blev ramt af en blodprop i hjernen, har vejen tilbage til livet, som han kendte og elskede det, været lang og stejl for den karismatiske stjerne, som stadig er stærkt afhængig af sin rullestol.
I de første to år efter blodproppen hørte omverdenen stort set intet fra og om Bundesen. Og derfor var det da nærmest også en sensation, da en både rørt og bevæget Michael Bundesen sammen med Michael Hardinger og Kim Daugaard i 2013 indtog scenen til Danish Music Awards for at modtage en ærespris.
Men præcis hvor hårdt ramt Michael Bundesen blev og var, fortalte han først om i et stort interview med Berlingske i 2015.
»Jeg var lammet i hele den venstre side og totalt rundforvirret og meget bange,« fortalte han om den majdag i 2011, hvor livet tog en dramatisk drejning for ham, og hvor hunden Nellie reddede hans liv ved at gå ud på trappen og gø.
Ikke bare én, men to blodpropper i hjernen havde ramt den populære sanger.
»Jeg lå på sygehuset i trekvart år, og bagefter kom jeg i genoptræning i Dianalund, hvor de virkelig fik gang i mig,« sagde han til Berlingske.
Interview og offentlige optrædener er stadig sjældne, og Michael Bundesen har da heller ikke ønsket at medvirke til denne artikel, men ifølge hans gamle kolleger i Shu-bi-dua er den gamle rocker trods den manglende førlighed ved godt mod.
»Hans humør er godt,« siger Michael Hardinger, som inderligt håber, at ’Bonden’ – som han kaldes i folkemunde – en dag er at finde på scenen igen.
»Mit håb for ham er, at han finder en måde, hvorpå han kan komme ud at synge. For jeg ved, at han kan synge, og at hans stemme er god. Jeg tror, at det ville hjælpe ham rigtig meget at gå ud og lave noget un-plugged på bittesmå steder. Han er jo for fa’n sanger,« siger Hardinger.
'Jeg har savnet Shu-bi-dua'
Niels Grønbech, bassist, 69. Medlem 1973-1977.
»Jeg har egentlig aldrig fortrudt det. Men jeg har savnet det.«
Sådan konstaterer 69-årige Niels Grønbech, som i 1973 var med til at danne Shu-bi-dua, men som allerede efter fire år forlod gruppen for at udleve sin rejsetrang og bruge den uddannelse som ingeniør, som han havde slidt sig igennem, og som siden også har ført ham vidt omkring. Senest til Kina, hvor han i dag arbejder som direktør i et dansk firma og har været bosat siden 2004. De seneste 10 år sammen med sin 20 år yngre kinesiske kone Wan Lin.
»Vi har et pragtfuldt ægteskab. Et pragtfuldt liv,« siger Niels Grønbech.
En enkelt slange sneg sig dog ind i paradiset, da han sidste år fik konstateret kræft og måtte gennem et længere behandlingsforløb.
»Det var et problem for mig at tale om i begyndelsen, og jeg fornægtede det hele. Det er først inden for det seneste par måneder, at jeg har været i stand til at sige ordene. Men samtidig har min holdning under hele forløbet været, at der ikke skulle lyde noget klynk herfra,« siger Niels Grønbech, som erkender, at både han og de øvrige gamle ’Shubber’ har nået ’reparationsalderen’.
»Men jeg er helt fit. Jeg lever sundt, dyrker sport, cykler lange ture dagligt. Arbejder 48 timer i døgnet, og bliver ved, til jeg skal bæres ud.«
Det er 40 år siden, at han forlod sammenholdet i Shu-bi-dua. 40 år, hvor han stort set ikke har rørt en bas. Og en gang imellem river det i den gamle cirkushest.
»Vi havde det fandme skægt. Men med succesen var det måske begyndt at være mindre sjovt. Jeg tænker tit: ’Hvad nu, hvis jeg var blevet?’. Men så var jeg sgu nok blevet smidt ud dengang, hvor Bosse og Jens Tage blev det,« griner han og fortsætter:
»Jeg var i Danmark til premieren på musicalen. Der blev sgu klappet, folk var helt vilde med det. Der var lige lidt gammel cirkushest over det, og jeg må ærligt indrømme, at hårene rejste sig lidt, da jeg stod deroppe på scenen og blev hyldet med de andre. Det var stort.«
Han smiler. »Jeg kan godt savne at tage ud og spille. Sammenholdet. Måske skulle jeg købe en gammel bas igen.«
'Jeg har held i sprøjten'
Bosse Hall Christensen, 67, trommeslager. Medlem 1973-1981.
Han har før joket med, at han havde flere liv end agent 007. Og faktum er da også, at manden med leen flere gange har været faretruende tæt på 67-årige Bosse Hall Christensen. Blandt andet da han for en del år siden fik konstateret en alvorlig lungekræft, og senest i sidste uge, hvor han blev ramt af en blodprop i hjernen.
»Men jeg tager sgu ikke mere hensyn af den grund. Jeg er i god form. Jeg spiser sundt. Jeg lever sundt. Drikker og ryger ikke. Og det var derfor, jeg slap så heldigt igennem blodproppen. Lægerne siger, at jeg bare skal leve mit liv, som jeg gjorde før. Og så kan jeg godt leve med, at jeg resten af mine dage skal tage blodfortyndende og blodtryksnedsættende medicin. Jeg har haft held i sprøjten,« siger Bosse Hall Christensen, som fire dage efter blodproppen stod på scenen med Claus Asmussen og Shu-bi or not Shu-bi.
»Der var helt udsolgt. Jeg tror, at folk lige har skullet ned at se giraffen,« griner han og kalder bandet en ’herreklub’.
»Når publikum er så godt med og begejstret, skulle man da være et skarn, hvis man ikke var lykkelig for det.«
Som et af de oprindelige Shu-bi-dua-medlemmer har Bosse Hall Christensen med egne ord »været med ind over samtlige tekster fra album ét til syv« – de numre, som han kalder ’guldaldermaterialet’.
»Jeg var med dengang, det var sjovt,« siger han og undres den dag i dag over, at folk stadig er vilde med de gamle Shu-bi-dua-ting.
»Det er helt utroligt, som de lever videre. Det havde vi sgu ikke drømt om i sin tid.«
