Husker du bandet C21, der bestod af Søren Bregendal, David Pepke og Esben Duus, og som hurtigt blev kendt for blandt andet landeplagen ‘Stuck In My Heart’?

Bandet gik i opløsning i 2005, og siden er de tre popidolers liv gået i en helt anden retning.

Søren Bregendal

Den vel nok mest kendte del af trekløveret, Søren Bregendal, forsøgte sig efter bandets opløsning både som solist og skuespiller. Det er dog ikke skuespillet, som han beskæftiger sig med længere.

»Jeg stoppede skuespillet i 2013. På det tidspunkt havde jeg været med i over 140 afsnit af ‘2900 Happiness’ og havde indspillet flere film, så der traf jeg et valg om, at det var nok. Jeg følte lidt, at jeg var blevet mæt,« fortæller Søren Bregendal.

Søren Bregendal er tidligere medlem af bandet C21.
Søren Bregendal er tidligere medlem af bandet C21. Foto: PR
Vis mere

Samtidig med solist- og skuespillerkarrieren blev han kommerciel ansvarlig i 'Børn, Unge & Sorg' og startede bandet ‘Lighthouse X’ op sammen med Johannes Nymark og Martin Skriver.

Det samarbejde toppede, da gruppen vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2016, men gik i opløsning senere samme år.

Siden stiftede den nu 36-årige Søren Bregendal foreningen ‘P.S. I Love You’, som er en del af Hjerteforeningen, hvor han i dag sidder som kreativ direktør.

Det er dog ikke kun Søren Bregendal, der har søgt andre veje end musikken. Også David Pepke gik i en anden retning.

David Pepke har i dag skiftet musikkarrieren ud med noget helt andet.
David Pepke har i dag skiftet musikkarrieren ud med noget helt andet. Foto: Privat
Vis mere

David Pepke

Poplivet blev udskiftet med værnepligt i militæret, inden David Pepke fik et tjenerjob på Østerbro. Et meget anderledes arbejde, fortæller han.

»Det var en stor omvæltning i forhold til at være med i C21, hvor det var os, der hele tiden blev opvartet. Pludselig skulle man stå og servicere andre,« griner David Pepke.

Også David Pepke forsøgte sig som solist efter C21, foruden at tage flere uddannelser, inden han i 2011 startede sin egen virksomhed op som selvlært møbelsnedker. En virksomhed, som han stadig driver i dag.

Selvom arbejdet som møbelsnedker lyder meget anderledes end at være sanger i et boyband, så er der dog visse ligheder, fortæller han.

David Pepke er i dag selvlært møbelsnedker med egen enkeltmandsvirksomhed.
David Pepke er i dag selvlært møbelsnedker med egen enkeltmandsvirksomhed. Foto: Privat
Vis mere

»Grundlæggende er der selvfølgelig stor forskel på at være 15 og med i et band og på at være 35 og snedker. Men fælles for begge dele er, at jeg stadig er herre over min egen hverdag, hvilket har stor betydning for mig,« siger David Pepke.

Når C21 gik i opløsning, skyldtes det, at lysten ikke længere var til stede, fortæller de to tidligere bandmedlemmer.

»Selvom oplevelsen i bandet var 100 pct. positiv, og venskaberne foldede sig ud, så går man også konstant op og ned ad hinanden i bandet, og det kan godt slide,« fortæller Søren Bregendal og fortsætter:

»Så bliver det måske mindre og mindre sjovt at gøre det. Der var stadig masser at tage sig til, men gnisten var lidt slukket, og det er det, der skal bære det igennem,« siger han.

David Pepke, Søren Bregendal og Esben Duus i dagene som C21.
David Pepke, Søren Bregendal og Esben Duus i dagene som C21. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

David Pepke husker også tiden omkring bandets opløsning, hvor de efter afslutningen på turneen med deres andet album var på toppen - et perfekt tidspunkt at slutte på.

De fortæller begge, at bandets tredje medlem, Esben Duus, aldrig rigtig fandt sig til rette med livet på scenen, og det tilskriver de årsagen til, at han forlod bandet i starten af 2005.

Bandets opløsning har dog ikke medført, at de andre to tidligere bandmedlemmer har droppet musikken.

Både Søren Bregendal og David Pepke fortæller, at de stadig skriver og udvikler musik, som måske udkommer som soloprojekter. Der er dog endnu ikke planlagt officielle udgivelser.

Til sidst i C21-perioden var trioen reduceret til en duo bestående af Søren Bregendal og David Pepke.
Til sidst i C21-perioden var trioen reduceret til en duo bestående af Søren Bregendal og David Pepke. Foto: Kaare Smith
Vis mere

Selvom det snart er 15 år siden, at C21 gik i opløsning, så bliver de to tidligere medlemmer stadig genkendt fra tid til anden.

»Jeg har været med i så mange år og i så mange ting, at jeg nogle gange bliver overrasket over, at folk stopper mig og vil sige hej eller vil have et billede,« fortæller Søren Bregendal, mens det sker sjældnere for David Pepke.

»Det sker en gang imellem. Men hvis jeg lader håret vokse ud og tager en bandana på, så kunne det godt være, at det ville ske noget oftere, men jeg har altid foretrukket anonymitet, og jeg har det klart bedre i en skovmandsskjorte og arbejdsbukser,« fortæller David Pepke, som alligevel ser tilbage på tiden med stor glæde.

»Det var en super fed tid. Det var spændende at køre rundt og spille musik, mens både pigerne og drengene skreg. Selvfølgelig var det mega fedt,« siger han.

C21 under Langelands Festivalen i 2003. Fra venstre ses David Pepke, Søren Bregendal og Esben Duus.
C21 under Langelands Festivalen i 2003. Fra venstre ses David Pepke, Søren Bregendal og Esben Duus. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Søren Bregendal og David Pepke fortæller begge, at de siden bandets opløsning har forsøgt at holde kontakten med hinanden. Sidste gang de snakkede sammen, blev tanker om en mulig genforening luftet, fortæller David Pepke.

»Der er ingen konkrete planer, men vi snakkede om, at det kunne da være pissefedt at komme ud at spille igen. Det fedeste ville helt klart være, hvis vi spillede alle tre, men så konkret er det slet ikke blevet,« fortæller han.

Esben Duus

B.T. har forsøgt at få bandets tredje medlem, Esben Duus, i tale, men det har dog ikke været muligt. B.T. har dog modtaget en besked fra Esbens bror.

»Jeg skal hilse fra min bror og sige, at han er beæret over henvendelsen og interessen. Men han ønsker ikke at medvirke yderligere,« lyder det i beskeden, der slutter med en glad smiley.