Torsdag er det blevet annonceret, at hele to Helmig'er spiller på sommerens Roskilde Festival.

Thomas Helmig indtager Orange Scene, og sønnen Hugo Helmig optræder på dyrskuepladsen, formentlig på en mindre scene.

Nyheden kommer efter en hård periode for 21-årige Hugo Helmig. I forsommeren måtte han afbryde sin turné og søge behandling på grund af et alvorligt kokainmisbrug.

Men nu er han tilsyneladende kommet ud på den anden side og er vendt tilbage til musikken. I den seneste tid har man kunnet følge ham i studiet på Instagram, hvor han i dag også afslører endnu en nyhed om sig selv.

Ud over sin optræden på Roskilde Festival udkommer han nemlig med ny musik. Det skriver han i opslaget, hvor han også siger tak til Roskilde Festival.

'Jeg er stolt og glad for at annoncere, at jeg vender tilbage på scenen på den legendariske Roskilde Festival i 2020. Der kommer forresten nyt musik fra mig i begyndelsen af det nye år. Jeg glæder mig! Og tak Roskilde,' lyder det begejstret.

Også Thomas Helmig har lagt nyheden på Instagram, hvor han har lavet en lille video.

»Hej, jamen, så er det blevet afsløret i dag, at jeg vender tilbage til Roskilde Festival og Orange Scene næste sommer lørdag 4. juni. Jeg tror ikke, jeg behøver sige, at jeg er spændt som en flitsbue. Der kommer tryk på, og det bliver fedt. Nu glæder jeg mig endnu mere, til det bliver sommer,« siger charmøren, der har optrådt på festivalen hele seks gange siden 1986.