Hugo Helmig kæmper en kamp mod kokainmisbrug, men plejer stadig forpligtigelser i sin sangkarriere.

Selvom man kunne se ham spille i det populære tv-program 'X Factor' i sidste uge, er hans pladesalg faldende.

I denne uge er han overgået af andre danske kunstnere som Christopher og Lukas Graham, og Helmig er faldet 12 pladser fra 11.- til 23.-pladsen.

Øverst på listen ligger soundtracket til filmen 'A Star is Born', hvor Lady Gaga og Bradley Cooper synger mange af soundtrackets hit.

Stor succes i radioen

Navnet Helmig har været i vælten siden natten til lørdag den 9. marts, hvor Hugo måtte en tur i detentionen, da politiet samlede ham op til overnatning på stationen.

Sangeren, som er søn af Renée Toft Simonsen og sanger Thomas Helmig, blev ikke sigtet for noget efterfølgende.

Men hans problemer har affødt stor diskussion, blandt andet om hvorvidt han skulle optræde i 'X Factor', som har mange unge seere.

Men den store opmærksomhed har tilsyneladende haft en gavnlig effekt på de danske radiostationer. Hans hitsang 'Young Like This' er nemlig den allermest spillede sang i radioen i den forgangne uge, fortæller han selv på Instagram.

Selvom hans pladesalg i denne uge er faldende, så klarer han det godt, når han optræder.

På spillestedet Gimle i Roskilde lykkedes han med sang, smil og selvsikkerhed, skrev B.T. i deres anmeldelse af koncerten.

Hugo Helmig er også lykkedes godt med at følge i fodsporene på sin far. Han har blandt andet hittet med 'Please Don't Lie'.

Det blev et stort hit i Danmark, og som også gav den unge sanger et gennembrud i Tyskland.