»Det er en trist situation for Holland, for EBU og for alle Eurovision-fans.«

Sådan lyder fra den hollandske reporter Aran Bade, der fredag eftermiddag er en af mange journalister, der venter med spørgsmål, foran den udstemte hollandske deltager Joost Kleins hotel i Malmø.

Holland var blandt favoritterne til at vinde Eurovision, nu er de pludselig smidt ud af konkurrencen.

Det hele skyldes en hændelse, der fandt sted torsdag, hvor Joost Klein pludselig blev fjernet fra en generalprøve.

Journalister fra hele Europa venter fredag foran Joost Kleins hotel i Malmø.
Journalister fra hele Europa venter fredag foran Joost Kleins hotel i Malmø. Kristian Dam Nygaard

Man aflyste et efterfølgende pressemøde, og fredag kom så meldingen fra EBU, organisationen bag Eurovision:

»Den hollandske artist Joost Klein kommer ikke til at deltage i den store finale i dette års Eurovision Song Contest.«

Beskeden fortsatte: 

»Svensk politi har undersøgt en klage fra et kvindeligt medlem af produktionsholdet efter en hændelse efter hans optræden i semifinalen torsdag aften. Mens den juridiske proces går sin gang, vil det ikke være passende for ham at fortsætte i konkurrencen.«

»Det er første gang, at et land er diskvalificeret under Eurovision,« lyder det videre fra Aron Bade, der er udsendt for den hollandske tv-station RTL.

»Der er mange (i Holland, red.), der er forvirrede, fordi EBU ikke har fortalt, hvad der skete torsdag aften, så vi venter på mere information,« forklarer han og fortsætter:

»Og vores folk tæt på de hollandske broadcastere siger, at beslutningen er er ude af proportioner, så det er ret chokerende for os, at EBU har valgt at diskvalificere Holland. Vi vil alle gerne vide, hvad der skete torsdag aften.«

Den hollandske tv-station, AvroTros, der repræsenterer Holland i Eurovision, har i en pressemeddelelse udtalt, at de er 'chokerede over beslutningen', men at de tager det til efterretning. 

Læs mere om det HER.