»Selvfølgelig græder mit Eurovision-hjerte over, at vi ikke kan fejre det hollandske bidrag i 2026.«
Sådan lyder det torsdag fra den hollandske Eurovision-ekspert Maurice Wijnen i et opslag på Instagram.
Det skriver Dagbladet.
Reaktionen kommer efter, at også Holland har valgt at trække sig fra den populære europæiske sangkonkurrence i protest over, at Israel har fået lov til at deltage.
Torsdag vedtog European Broadcasting Union, EBU, at Israel - trods landets voldsomme krig i Gaza - godt må deltage i næste års Eurovision.
Det har fået en lang række lande til at boykotte begivenheden.
Ud over Holland drejer det sig indtil videre om Slovenien, Spanien og Irland.
Derudover har også Belgien og Island truet med at trække sig.
Også Hollands svar på Eurovision-kommentatoren Ole Tøpholm, Cornalds Mass, ærgrer sig.
»Jeg synes, at det er ganske uheldigt, at Holland ikke deltager i 2026, og jeg håber, vi er tilbage i 2027.«
