Softbluesguitaristen John Mayer foldede sig ud i Jyske Bank Boxen med en koncert, der i momenter viste ham som den hvide pendant til Prince.

For ikke så længe siden datede John Mayer popstjernen Katy Perry. Det gør han ikke længere, hvilket ærgrer ham så meget, at han har skrevet en sang om sit savn, ’Still Feel Like Your Man’. Den er med på det helt nye album 'The Search for Everything'.

Nu er dette en anmeldelse af John The Guitar Player og ikke John The Player.

Men hvis samlivet med John Mayer var lige så lidt varieret som hans musikkatalog lyder spillet i bilen på turen fra København til Herning, ville jeg også tage min blå paryk og gå.

Om end det nyeste album ’The Search for Everything’ har klædelig soulfyldt tyngde.

John Mayer er en mere end ferm komponist, han har gefühl - sin helt egen klang.

Der er ganske meget hjerte og smerte i Mayers softblues, men det bliver hurtigt mere smertelig velbehageligt end behagelig smertefuldt at lytte til. Altså på plade.

Afhængig af Mayers dagsform er det en ganske anden sag på scenen. Det har han før bevist i Danmark, og sådan var det også her til aften i Jyske Bank Boxen, hvor den uhyre veloplagte guitarist og sanger og hans syv mand m/k store band lagde ud med ’Helpless’ fra det seneste album

Med et grundfunky drive og skiveskåret skarp rytmeguitar og en swingende solo med fuld rørforstærker.

Allerede i ’Moving On and Getting Over’ og ’Rosie’, der blev spillet langt senere i sættet, viste Mayer sig som en guitarist, kan vride sjælen gennem den sekstrengede pigtråd og samtidig bevare melodiøsiteten.

Den ellers noget sendrægtige 'Changing' blev spillet med en følelsesfuld storhed som på et af de definerende album i Mayers karriere, George Harrisons ’All Things Must Pass', og igen en, ja, fantastisk guitarsolo, hvor det nærmere lød, som om det var guitaren, der spillede Mayer end omvendt. Efterfulgt af 'Love on the Weekend' med et drive som en blueset roadmovie.

John Mayer er på vej ud I Europa med et fremragende band, og et sæt, delt op i fire afdelinger.

I den anden, den akustiske afdeling, kom bl.a. 'Daugthers' og ‘3x5’ med en mildt sagt corny ‘japansk have’-video med selvDeste Fujiyama-bjerget på videoskærmen.

Akustisk er det komponisten og sangeren John Mayer, der er i spil. Hvilket ikke var godt for ’3x5’, der lød som en lang messesang. Anderledes mere liv i publikumsønsket ’Stop This Train' og 'Free Falling', hvor Mayer viste sig som en fortolker, der fik Tom Pettys klassiker til at folde faldskærmen helt ud og vokse sig større, end det lyder, når den bliver spillet i originalen på alverdens rockradiostationer.

Sammen med bassisten Pino Palladino og trommeslageren Steve Jordan var Mayer på scenen i en tredje stærkstrøms-bluesafdeling.

Blandt andet med Robert Johnsons bluesklassiker ’Crossroads’ med lyden skuret op til inferno og Mayers guitarspil i et  brutalt distortionsammenstød med sig selv. Måske som en hyldest til trioen Cream/Eric Clapton, hvis version af netop dette nummer er et andet definerende moment i Mayers karriere.

I fjerde afdeling var vi tilbage ved Mayers egne sange.

I det store hele viste koncerten denne aften John Mayer som den beåndede nuancernes mester med sit gudsbenåede guitarspil. Bakket op af et elegant, fremragende band med to guitarister, der i passager gjorde med deres seksstrengede, hvad de kunne for at jorde deres arbejdsgiver.

Der var momenter, hvor jeg tænkte John Mayer som den hvide Prince. Det er der, hvor man mærker den syvende sans, musikkens kraft, følelsen, som kun musik kan ramme. Den slags momenter, man som musikelsker lever for.

Og så lever man med den sært klynkende 'You're Gonna Live Forever in Me' fra det nye album som sidste ekstranummer.

Mayers koncert i Forum i 2010 fik fire stjerner. Den burde have haft tre. Til sammenligning var Mayer i Jyske Bank Boxen en femstjernet oplevelse.

Hold da kæft.

John Mayer, Jyske Bank Boxen, fredag aften.

Sætliste

Helpless
Moving On and Getting Over
Love on the Weekend
Queen of California
Daughters
3x5
Stop This Train
Free Fallin'
(Tom Petty cover)
Vultures
Crossroads
(Robert Johnson cover)
Bold as Love
(The Jimi Hendrix Experience cover)
Rosie
If I Ever Get Around to Living
You're Gonna Live Forever in Me