Det er ikke usædvanligt, at en kunstner lige tilføjer en bemærkning, efter vedkommende har optrådt under Eurovision.

Men lørdag aften valgte det ukrainske bidrag at gøre noget lidt andet.

For efter den ukrainske gruppe, Kalush Orchestra, havde afsluttet deres sang, 'Stefania', på scenen under lørdagens Eurovision-finale, valgte gruppens frontmand, rapperen Oleg Psyuk, at råbe en besked til publikum.

Både til dem i salen og til dem bag tv-skærmen.

Det skriver The Guardian og The Telegraph.

»Hjælp Mariupol,« råbte han ifølge de to medier fra scenen med henvisning til den russisk-belejrede havneby i det sydlige Ukraine.

»Hjælp Azovstal lige nu,« tilføjede han.

Azovstal er et gigantisk stålværk, der ligger i byen, hvor der fortsat er ukrainske enheder skjult.

Normalt må man ikke komme med politiske budskaber fra scenen under Eurovision, men det vides ikke, hvordan EBU vurderer forsangerens opfordring.

Også Island lod en bemærkning falde efter sin optræden.

»Fred til Ukraine. Vi elsker jer,« råber de islandske søskende, Systur, fra scenen.

Du kan følge finalen i Eurovision lige HER i vores liveblog.