I disse dage præsenterer BT eksklusivt alle numre fra det kommende Kim Larsen-album 'Øst for Vesterled', der udkommer på fredag.

Du kan høre ni numre fra det nye album på Spotify.

I dag handler det om nummeret 'Damen inde ved siden af', en veloplagt swingende, lidt rock'a'billy-lydende sag. Ligesom et par andre numre på det nye album kigger Larsen baglæns. Helt tilbage til ungdommen, da safterne for alvor begyndte at stige i unge Larsen. I den alder skal der ikke så meget mere end et par højhælede og en nedringet bluse til.

'Tressernes musik er en evig inspirationskilde for Kim Larsen. Således også her i hyldesten til den frøken Petersen, der engang gjorde den unge nabosøn helt ør af jalousi og begær og som stadig indtager gaden i ’stiletter og gangstativ’. En liflig hyldest til kvinden i alle drenges drømme og en musikalsk lille suite til tressernes beatmusik,' skriver Larsens pladeselskab.


Men selv om hun lignede
Marlene Dietrich
Så hed hun altså bare frk. Petersen
Men sikken en Petersen
Jeg kunne dårligt nok styre mig selv
Når hun gik med sine katteskridt
Hen ad gaden i den tætte trafik
Og de laves ikke sådan i dag