»Hej Hannah og Clara. Det var måske ikke lige min stemme, I havde regnet med, at I skulle høre her.«

Sådan indleder musikeren Hjalmer en hilsen til to af sine allerstørste fans – søskendeparret Hannah og Clara.

Hilsenen har han lagt ud i en video på sine Facebook og Youtube-profiler, og i videoen ser vi, hvordan Hjalmer tager fusen på de to søskende, der tror, at de skal ind og se en film i Café Biografen i Odense.

I stedet bliver de overrasket af Hjalmer, der spiller sin helt nye single 'Overtænker' for dem live fra scenen i biografen. Og bag pigerne i biografsalen rejser medlemmer fra Odense Gospel Choir sig og synger med.

»I har altid været de mest loyale fans, og I er der altid for mig,« fortsætter Hjalmer i videoen, der bliver vist på det store lærred i biografen. Til stor måben og overraskelse for de to piger.

»De der to piger og deres mor har stået der, da jeg var ingenting. De var der helt til at starte med. Også inden jeg selv kunne trække folk til mine koncerter,« forklarer Hjalmer om baggrunden for overraskelsen.

Han fortæller, at han gennem noget tid gerne har villet give de to piger noget igen. En slags tak for deres loyalitet og opbakning også på et helt tidligt tidspunkt i hans karriere.

»De var de første, der syntes, jeg var fed. De er så søde og har aldrig krævet noget. Jeg er bare taknemmelig.«

»Jeg blev så glad, når de stod der med 'Hjalmer' malet i panden. Det var totalt popstjerne-agtigt,« fortæller Hjalmer.

Den nye single 'Overtænker', der kom på gaden fredag, har Hjalmer skrevet med sin lillebror i tankerne. En lillebror, der - ligesom Hjalmer selv og mange andre som dem - har det med at overtænke.

»Jeg vil gerne sige: 'Du er god nok, præcis som du er. Også selvom du ikke føler, du er det.'«

At det lige netop var i Café Biografen, de to piger skulle overraskes, er heller ikke en tilfældighed.

»Odense er min barndomsby, og jeg har boet der, til jeg var 21 år. Jeg har siddet på Café Biografen mange gange om ugen, fra jeg var 14, til jeg var 20 år. Det var vores mødested, når vi ikke var i byen,« fortæller Hjalmer om sit forhold til stedet for præsentationen af den nyeste single.

Og i det hele taget betyder hans barndoms- og ungdomsby meget for ham. Også i dag, hvor han bor i København.

»Jeg var på et tidspunkt der, hvor det ikke kørte for mig. Jeg vidste, at jeg ville spille musik, men jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, og pladeselskaberne ville ikke udgive min musik. Men så kunne jeg altid vende tilbage til der, hvor alle drømmene opstod,« siger Hjalmer.

At dømme ud fra Hannah og Claras ansigtsudtryk i videoen var det også en drøm, der gik i opfyldelse for dem lige der i biografsalen.

»De er de ultimative 'day one fans'. De er selve billedet på mine fans. Og som musikere er vi jo ingenting uden nogen, der gider komme at høre os,« slutter Hjalmer.