Drew Sycamore vandt tirsdag aften hovedprisen ved P3 Guld, og kan nu prale af to ting.

For det første er hun blevet 50.000 kroner rigere - for det andet har hun nu sammen med sin mand, sanger Mattias Kolstrup, skrevet dansk musikhistorie.

Pengene ved hun foreløbig ikke, hvad hun skal bruge på.

»De skal bruges på gak og løjer? Nej, jeg ved det ikke. Det har jeg slet ikke tænkt på,« lyder det fra den 31-årige sangerinde.

Det andet - det historiske øjeblik - havde hun heller ikke tænkt på, før B.T. efter showet gør hende opmærksom på det.

I 2007 var Mattias Kolstrup forsanger i det nu opløste band Dúné.

Dengang vandt Dúné ligeledes hovedprisen ved P3 Guld, og derfor er Drew Sycamore og Mattias Kolstrup nu det første ægtepar i Danmark, hvor begge parter har P3's største musikpris stående på hylden derhjemme.

»Haha, det er da rigtigt. Det kan jeg godt se,« lyder det fra Drew Sycamore.

Dúné med Mattias Kolstrup som forsanger vandt P3 Guld i 2007. Dengang vandt man 100.000 kroner.
Dúné med Mattias Kolstrup som forsanger vandt P3 Guld i 2007. Dengang vandt man 100.000 kroner. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

»Nu kan han ikke længere prale med det derhjemme. Så kan jeg sige jaja, den har jeg også,« tilføjer hun.

Drew Sycamore vandt P3 Prisen foran sangeren Andreas Odbjerg, og hun kunne ikke have ønsket sig en bedre 'modstander', forklarer hun.

De deler management, skriver sange sammen og er derudover venner, så det havde 'næsten' været lige meget, hvem der vandt.

»Det var det fedeste i hele verden at være nomineret med en pissegod ven, og en jeg ser uendelig meget op til. Vi snakkede om, at uanset hvem der vandt, ville den anden være glad,« forklarer Drew Sycamore, der efter et år travlt år regner med at slippe foden fra speederen i det nye år.

»Jeg tror jeg lige skal trække mig lidt fra det hele og dykke ned i at være kunstner og lave noget nyt musik. Og så kommer der noget nyt igen.«