Hjalmer Larsen kom galt afsted, da han torsdag aften gav koncert i Kolding.

Under sin version af De Eneste To-nummeret 'Morten' – som han tidligere har fortolket i TV 2-programmet 'Toppen af Poppen' – valgte den 26-årige popsanger at slå et smut ned til publikum.

Men da han ville hoppe op på scenen igen, fik han ikke nok kraft på afsættet og tog sig et mindre styrt.

var dog rutineret nok til at synge videre fra sin krampagtige position på gulvet, inden en vagt kom ilende og hjalp ham tilbage på scenen.

Styrtet blev fanget af en koncertgænger på Godset i Kolding og kan ses i videoen over artiklen.

Hjalmer Larsen kom heldigvis ikke noget til i uheldet og har på Instagram delt den komiske episode med sine mange følgere.

'Og ja vi vælter rundt på den her tour. Men er fucking lykkelige for jeres energi – også når vi falder,' skriver han i en story på Instagram og tilføjer:

'I aften rammer vi Viborg. Jeg har støttehjul med'.