Nephew vil tilbage til rødderne og dyrke sammenholdet i udlandet

- Efter sommer trækker vi os lidt tilbage. Så der går nok et par år, før vi står på denne scene igen, råbte Simon Kvamm, forsanger i Nephew, udover publikum til Skive Festival i weekenden.

Vil udvikle sig mere
Men rolig, der er hverken en opløsning eller en pause fra hinanden i sigte. Bandet vil ud og spille noget mere i udlandet og ses, som i de gamle dage.

- Vi fylder meget på den danske scene, hvilket vi selvfølgelig er glade for, men vi trænger til noget luft. Vi har fans som spørger, om vi ikke kommer til udlandet og det har vi lyst til. Vi vil gerne tilbage til hvor vi startede, det bliver en skide fed udfordring, forklarer guitarist i bandet, Kristian Riis.

Egne projekter
- Vi har alle vores liv og egne projekter, som vi også gerne vil fokusere på. Men vi vil dyrke sammenholdet og gå tilbage til rødderne først, fortæller han. Og bandet glæder sig til Roskilde Festivalen, hvor de spiller den foreløbige sidste koncert.

Det bliver stort, afslører de.