Shu-bi-dua har eksisteret i utallige konstellationer

10 versioner. Så mange Shu-bi-dua’er har der eksisteret, siden ’Fed rock’ i 1973 sparkede det populære danske band i gang.

Og når man i dag – 40 år senere – skuer tilbage, har hitfabrikken Shu-bi-dua haft en enorm udskiftningsprocent. Ifølge Michael Hardinger har 17 mand været inde over det populære band.

Nogle af dem husker man. Andre ikke. Her kan du se, hvor nogle i sidstnævnte kategori er blevet af:

Paul Meyendorff, guitarist, 1973

Gruppen Passport var en slags forløber for Shu-bi-dua, og det var her, Meyendorff spillede den fede rock. Men allerede samme år som Shu-bi-dua kom til verden, sprang den nu 64-årige Meyendorff fra og lagde sine kræfter i shipping. I 1988 emigrerede han til Canada. Her er han i dag direktør for Reliance Shipping.


  

Shu-bi-dua. Fra venstre: Kim Daugaard, Michael Hardinger, Claus Asmussen, Willy Pedersen, Kasper Winding og Michael Bundesen.
Shu-bi-dua. Fra venstre: Kim Daugaard, Michael Hardinger, Claus Asmussen, Willy Pedersen, Kasper Winding og Michael Bundesen. Foto: Claus Poulsen
Vis mere

Niels Grønbech, bassist, 1974-1976

Nordjyske Grønbech satte under sin korte tid i Shu-bi-dua et helt særligt præg på gruppen: Han fremsagde små digte under koncerterne. Men i ’76 var det nok med det, Grønbech gik ingeniørvejen og har siden opholdt sig rundt om i verden. I de sidste 10 år har 66-årige Niels Grønbech været bosat i Beijing.

Paul Callaby, trommeslager, 1984-1988

Rock’n’roll sidder i blodet på engelsk-fødte Paul Callaby, som har været bosat i Danmark siden ’75. Helt frem til 2007 var han et af kernemedlemmerne i det populære kopiband Rubberband. Men i dag – og sideløbende med rock og rul karrieren – har 61-årige Callaby fokus på grafisk design i eget firma Logomaster.

Kasper Winding, trommeslager, 1982-1984

Inden Kasper Windings sjæl stod i flammer, sad han i tre år bag trommerne i Shu-bi-dua og nåede faktisk at medvirke på tre album. Han er en af de få eks-shubber, som har haft en glorværdig karriere i eget navn, både som solist og som producer. I 1989 flyttede han til England med fru Simone Bendix. Der bor han stadig.


Shubidua. Niels Grønbech, Paul Meyendorf, Michael Hardinger, Bosse Hall Christensen, Jens Tage Nielsen, Michael Bundesen, Tom Grønning. Ved udgivelsen af gruppens første LP.
Shubidua. Niels Grønbech, Paul Meyendorf, Michael Hardinger, Bosse Hall Christensen, Jens Tage Nielsen, Michael Bundesen, Tom Grønning. Ved udgivelsen af gruppens første LP. Foto: Jørgen Angel
Vis mere

Jens Tage Nielsen, keyboard, 1973-1982

Er en af de mere belæste shubber – kan kalde sig filosof. Han og Michael Bundesen var gamle gymnasievenner, og begge mestrede kunsten at skrive skæve oversættelser af udenlandske hit. Jens Tage Nielsen fik konstateret tinnitus i slutningen af 70erne og stoppede få år senere. Har bl.a. arbejdet med hjemløse og for hjemløseavisen Hus Forbi som administrator.

Willy Pedersen, keyboard, 1982-1986

Willy Pedersen var en del af Shu-bi-dua ved liveoptrædener helt tilbage fra 1978, hvor han udfyldte hullet efter den tinnitus-ramte Jens Tage Nielsen. Og fra ’82 overtog han også Jens Tage Nielsens plads i bandet. Det borgerlige liv endte dog med at trække i den nu 63-årige fynbo, som færddiggjorde sin uddannelse som læge. Har været fast tilknyttet læge for herrernes håndboldlandshold og er i dag praktiserende læge i Nordsjælland.