I anledning af Kim Larsens 70 års fødselsdag i 2015 samlede B.T. disse 70 mindre kendte fakta om nationalskjalden.

Blandt de 70 ting kan du læse Kim Larsens holdning til prins Henriks ønske om at være konge, hvorfor Kim Larsen missede chancen for at blive spillet på MTV, hvorfor Kim Larsen droppede at medvirke i en TV 2 julekalender og 67 andre ting, du (formentlig) ikke vidste om musikeren, alle danskere har et forhold til.

  1. Kim Larsen brød sig ikke om golf. Det var ifølge musikeren et spil for de rige: “Nej, det er en latterlig sport for den dyrkes i fashionable klubber af rige mennesker, som går rundt på græsplænen med deres små hvide kugler.”
    Ekstra Bladet 10. juni 1996.
  2. Da Kim Larsen var dreng, var han til optagelse i et drengekor. Han kunne ikke huske ordene i ’I østen stiger solen op’, og blev derfor afvist.
    bt.dk
  3. Kim Larsen havde et par mellemnavne. De er ‘Melius’ og ‘Flyvholm’. Det første er et latinsk ord. Og betyder ‘Den bedre’.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 23
  4. Kim Larsen, der blev født 23. oktober 1945, blev døbt i Valgmenighedskirken i Kerteminde.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 21
  5. Kim Larsen elskede at læse som ung. Favoritbogen var ‘Bokserdrengen’ af Tom Kristensen, en forfatter som Kim Larsen var meget glad for.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 23.
  6. Kim Larsen var gennem sin lange solokarriere med til at sælge mere end tre millioner album. Og det bare i Danmark.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 12.
  7. Kim Larsen kunne ikke lide biler og telefoner: “Jeg undgår heller ikke at være en del af bilismen, selv om jeg ikke bryder mig om den. Jeg taler også i telefon, det bryder jeg mig heller ikke om. Jeg synes, at bilen og telefonen er dårlige opfindelser. Opfindelser, der sætter os tilbage i stedet for frem.”
    Berlingske

  8. Kim Larsen skrev som helt ung to romaner med inspiration fra henholdsvis på ‘Greven af Monte Christo’ og ‘Odysseen’. Ingen af dem blev dog nogensinde publiceret, da Kim Larsen selv smed dem ud.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 28
  9. Kim Larsen lavede engang en sang til det danske Melodi Grand Prix ‘Ud i det blå’. Og det har han fortrudt. “Jo, engang da jeg lavede en Melodi Grand Prix-sang (»Ud i det blå«, red.) Der tænkte jeg lidt i, hvordan den skulle skæres. Det er faktisk en af de sange, jeg har fortrudt. Den blev ikke lavet af et rent hjerte, og det skal man bare holde sig fra.”
    Berlingske
  10. I Kim Larsens første bolig på egen hånd i Sofiegården på Christianshavn boede han faktisk i ulovligt, da det officielt var et sted, der skulle bruges til lager. Kim Larsen har selv kaldt det ‘noget værre slum’.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 40.
  11. Kim Larsen blev uddannet som folkeskolelærer på Frederiksberg Seminarium i 1968. Han havde hovedfag i historie.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 42.
  12. Kim Larsen var ikke fan af reality-tv som eksempelvis ‘Robinson’. “Hvis man synes, at folk er dumme, skal man sige det til dem. Og når folk sidder og glor på Robinson, så synes jeg, at de er dumme. Færdigt arbejde”, sagde Kim Larsen til Jyllands-Posten i 2002.
  13. Kim Larsen opdagede som 12-årig, da han vendte grammofonplader til storebror Tores fest, Little Richard. Og herfra blev Kim Larsens liv aldrig det samme. “Da jeg som tolv-årig blev voldtaget af Little Richard, føltes det både underjordisk og overjordisk og gav et lyn, der ryger endnu”, har Kim Larsen forklaret. Og “Little Richard var min første musikalske oplevelse. Den slog fuldstændig benene væk under mig”.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 31 og 32.
  14. Kim Larsen er et b-menneske. Og han skriver mange af sine sange om natten.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 163.

  15. Kim Larsen skriver rigtig mange sange. Til det kommende album leverede han hele 54 nye numre. Men kun omkring 12 kommer på den endelige plade.
    BT 18. oktober 2015.
  16. Kim Larsen var tæt på at få singlen ‘Rock ‘N’ Roll City’ vist med musikvideo på MTV i 1982. Men kanalen ville have en tre sekunder lang sekvens, hvor der blev handlet med kokain, ud af videoen. Det nægtede Kim Larsen. Og så blev videoen aldrig spillet på MTV.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 148.
  17. Da Kim Larsen var helt ung, måtte han plage sin mor, Eva, i to år, før hun købte ham en akustisk guitar til den dengang svimlende sum af 150 kr.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 32
  18. Det tog Kim Larsen mere end et år at skrive kæmpehittet ‘Jutlandia’, og han måtte lægge den væk og komme tilbage til den flere gange.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 166.
  19. Kim Larsen begyndte et livslangt kærlighedsforhold til smøger i de unge år. Favorit cigaretten var af mærket ‘Eiffel’, der senere også lagde navn til ep’en ‘5 Eiffel’ fra 1982.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 33.
  20. Filmen ‘Midt om natten’, der var at finde i biograferne i 1984, med Kim Larsen i rollen som Benny hev mere end 900.000 personer ind i biografens mørke. Den er fortsat en af de mest sete danske nogensinde.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 192.
  21. Kim Larsen har i de unge år arbejdet som piccolo i Palads Teatret. Det mange i dag kender som Palads Biografer.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 33.

  22. Kim Larsen sagde i 2003 ‘nej tak’ til at få livslang statsstøtte fra Statens Kunstfond. Han mente i stedet, at pengene skulle gå til folk, der virkelig har brug for dem.
  23. Kim Larsen har været en tur i Højesteret, da han i 1983 vandt en sag mod firmaet Intervision, der havde brugt Kim Larsens ansigt i en annonce.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 195.
  24. Kim Larsen var ikke så god til at snakke med det modsatte køn i gymnasie-tiden. Og damerne var heller ikke helt vilde med ham. Han fik tilnavnet ‘Kimpanse’ af akademikerkvinderne på gymnasiet.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 34.
  25. Kim Larsen kan ikke fordrage realityshows som ‘Popstars’ og ‘Stjerne for en aften’. “Det kan de da sagtens gøre. Hvor mange sidder og ser det der »Popstars« eller »Stjerne for en aften«? Det er da i den grad at tage fejl. Hold kæft, altså! Eller det der »Millionær for en aften« eller hva' det hedder? Helt ærligt, mand! Det er derfor artisten aldrig skal gå efter, hvad folk vil have. Han skal gå efter, hvad han selv synes, de skal have.«”
    Berlingske
  26. Kim Larsen valgte sammen med sin første kone, Mariann Herløv Larsen, at opkalde deres søn, Pelle, efter hovedrollen i Martin Andersen Nexøs ‘Pelle Erobreren’. ‘
    Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 52.
  27. Kim Larsen har ikke umiddelbart en favoritsang i sit bagkatalog. Han elsker dem alle som sine børn. Og direkte tilspurgt om den vigtigste sang i karrieren er svaret: “Det er ikke til at sige. Det er ligesom, hvis du spurgte, hvilke af dine børn du bedst kan lide.«
  28. Kim Larsens band Kjukken er opkaldt efter en tegneseriefigur skabt af Helge Hall i 1930’erne. Tegneserien gik i bladet ‘Fritiden’.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 25.

  29. Kim Larsen var fast besluttet på at slå igennem i USA. Men en hændelse med et stort smækkys til pladeselskabet CBS’ vicepræsident Bunny Freidus var med til at sætte en stopper for det: “Jeg stod lige ved siden af, da Kim sagde farvel til Bunny, der uddelte luftige kindkys til drengene på vej ud. Og pludselig griber Larsen fat om hende og stikker sin store tunge ned i halsen på hende for at give hende et rigtigt tungekys”, forklarede musikproducer Poul Bruun i sin bog om optrinnet i 1976, som han var vidne til.
    BT
  30. Kim Larsen er meget lidt fan af store supermarkeder. Han foretrækker små købmandshandler. “Ja, det er Bilka, Netto og Føtex det hele. Der gider jeg ikke komme. Jeg hader det! Men der er jo ikke andre steder mere. Hvor ser du en almindelig købmand? Hvor ser du et ismejeri? Der er ikke andet end store supermarkeder og kæder tilbage”. Berlingske
  31. Kim Larsen gik fra efteråret 1964 på Askov Højskole ikke langt fra Vejen i Jylland.
  32. Kim Larsen boede under forsøget på at slå igennem i USA i New York. Han havde en lejlighed på downtown Manhattan på East 18th street.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 76.
  33. Det måske mest tydelige bevis på, at Kim Larsen er indbegrebet af den danske musikskat kan findes hos Koda, der blandt andet udbetaler penge til musikere, hvis musik bliver spillet live, i radio eller på tv. I 2013 havde Kim Larsen samtlige fem numre i top fem over ‘Mest spillede danske sange live’.
    Det skriver Koda.
  34. De fem Kim Larsen-numre på top fem over ‘Mest spillede danske sange live 2013’ var i rækkefølge: ‘Kvinde min’, Jutlandia’, ‘Rabalderstræde’, ‘Hva’ gør vi nu, lille du’ og ‘This is my life’.
    Koda.
  35. Kim Larsen brugte i forbindelse med vedtagelsen af rygeloven i 2008 flere hundrede tusinde kroner på en kampagne mod rygeloven. Kampagnen gik under sloganet ‘Gesundheit macht frei’.

  36. Kim Larsens berømte plade ‘Midt om natten’ har solgt mere end 600.000 albums i Danmark alene.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 11.
  37. Kim Larsen er ikke meget for at tage imod priser. Han har, som mange nok ved, takket nej til at ridderkors fra dronningen. Men begrundelsen er der nok ikke så mange, der kender. “Kim Larsen vil sige nej tak. Det er hans grundlæggende holdning og indstilling, at det med at give hinanden priser er en dårlig idé. Kim har sagt nej til mange priser gennem årene, og det vil han blive ved med”, fortalte vennen Peter Ingemann til Ritzau i 2003.
  38. Kim Larsen er meget stor fan af Dirch Passer. “Dirch var et af mine store idoler. Jeg var som en lille hund med logrende hale”, har Kim Larsen sagt om et møde med den berømte skuespiller.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 84.
  39. Den første sang Kim Larsen skrev hed ‘Lorelei’. Den kom til verden, da han gik i 8. klasse.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 34.
  40. Da Kim Larsen og resten af Gasolin’ spillede den sidste koncert sammen 21. august i Malmø havde gruppen solgt ca. 2.250.000 plader - dertil kan lægges omkring en halv million koncertbilletter.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 99.
  41. Kim Larsen har ikke været fan af at have kvinder med i sine bands. Han har således udtalt: “Det er ikke fedt at have kællinger med i et band”.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 25.
  42. Kim Larsen er ikke en specielt religiøs mand. Men han er lidt små overtroisk. Han spytter nemlig over skulderen, hvis en sort kat løber over gaden. Det har han tidligere fortalt Berlingske: “Jeg kan godt li' den lille overtro. Løber der eksempelvis en sort kat over vejen, så spytter jeg over venstre skulder”.

  43. Kim Larsens personnummer er 231045-0637. Det offentliggjorde han selv på den plade, der siden har fået tilnavnet ‘personnummerpladen’ fra 1979.
  44. Kim Larsen har deltaget i en samtalebog med nu afdøde Klaus Rifbjerg. Den hedder ‘Så mange var ordene’ og er skrevet af Thomas Thurah. Den er fra 2006.
  45. Kim Larsen er som bekendt født 23. oktober 1945. Det gør ham til en Vægt.
  46. Under en tur til Rom i 1963 besluttede Kim Larsen og vennen Hans Svenning Larsen, at de ikke ville sove på hotel, men i stedet et berømt sted. Derfor skjulte de sig for vagterne i Colosseum, hvor de endte med at overnatte på en af de øverste etager.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 37.
  47. Kim Larsens sang til det danske Melodi Grand Prix i 1979, ‘Ud i det blå’ vandt en flot tredjeplads.
    Berlingske
  48. Kim Larsen er sammen med Franz Beckerlee engang taget ind på Christiansborg, hvor de stødte ind i den daværende statsminister Jens Otto Krag og forklarede ham, at de havde brug for boliger, som unge mennesker kunne betale. Det kom sig af, at Kim Larsens hjem ‘Stærrekassen’ stod til at blive revet ned.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 58.
  49. Kim Larsen mener, at The Rolling Stones burde have trukket sig tilbage for år siden, da ingen gider høre deres nye numre: “Ja, og hvis jeg var Stones, var jeg sgu' da holdt op med det for længst. De står jo bare der og spiller deres gamle numre hele tiden. Ingen gider at høre de nye”.
    Berlingske

  50. Økonomisk set er det en god ting at være Kim Larsen. Ved udgangen af april 2015 var Kim Larsen ApS god for 58.550.716 kroner.
    BT søndag 18. oktober 2015.
  51. Kim Larsen fik sit første job som lærer på Gerbrandskolen på Amager i 1968, efter han tidligere på året var blevet færdiguddannet.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 42.
  52. Kim Larsen kan ikke lide betegnelsen ‘nationalklenodie’ eller ‘nationalskjald’. Faktisk vil han heller kaldes for ‘spillemand’: “Det dér siger mig ikke en pind. Hvis folk kalder mig spillemand, så bliver jeg glad. Det er en titel, som jeg er stolt af. Alt det dér andet opstyltede noget, det er noget pjat. Jeg er ikke mere nationalskjald end alle andre. Man er spillemand. Det er det. Og hvis folk kan lide ens sange, så er man en heldig spillemand”, forklarede Kim Larsen til Berlingske i 2003.
  53. Kim Larsen var i 2002 tæt på at få 'Om lidt blir' her stille' optaget i kirkens salmebog. Men den blev vraget til sidst.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 226.
  54. Kim Larsen har opvarmet to gange for The Rolling Stones. Det gjorde han i 1982 med sin amerikanske gruppe Jungle Dreams på Ullevi stadion i Gøteborg. Kim Larsen var dog ikke vild med at være opvarmning - også selvom det var for Mick Jagger og co.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 149.
  55. Kim Larsen har sikret, at han beholder de 58.550.716 kroner i Kim Larsen ApS ved en eventuel skilsmisse. Han har nemlig særeje på formuen.
    BT søndag 18. oktober 2015.
  56. Kim Larsen spillede sin første musik som professionel på Ordblindeinstituttet i december 1968.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 44.

  57. Kim Larsen bliver ofte forbundet med 1968 og hippiebevægelsen. Men Kim Larsen har aldrig opfattet sig selv som en hippie. “Jamen, hey! Jeg har aldrig været hippie. Vi spillede i Thylejren, ja. Så der var jeg altså i to dage. Og jeg er faktisk aldrig rigtig kommet på Christinia, hvis sandheden skal frem. Da de andre var hippier, gik jeg på seminariet. Jeg var faktisk ret borgerlig, og det er jeg stadigvæk. Men Tiden er jo blevet helt bevidstløs.”
    Berlingske
  58. Kim Larsen havde ikke mange penge i de unge år. Derfor opfandt han begrebet ‘dansebajer’, der betød, at når han var i byen, så stjal han små slurke fra folks øl, når de var ude og danse.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 44.
  59. Kim Larsen har ikke kun sikret sig særeje på formuen i Kim Larsen ApS, men også i forhold til lejligheden i Odense og ophavsrettighederne til de mange sange, hvis han skulle blive skilt fra konen Liselotte Kløvborg.
    BT søndag 18. oktober 2015.
  60. Kim Larsen er ikke fan af ny musik som rap og techno. “Garage pop, det er lige mig. Hip hop og techno? Jeg fatter ikke en lyd af det. Rap er nok noget af det værste, jeg ved. De gamle popnumre varede 2 minutter. Rap bliver ved og ved og ved. 8 minutter eller mere. Jeg kan ikke klare det”, har Kim Larsen sagt.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 182.
  61. Kim Larsen holdt ikke længe som folkeskolelærer. Han stoppede allerede fire måneder efter, han var begyndt. Ifølge Larsen selv så manglede han den nødvendige autoritet.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard s. 43.
  62. Kim Larsen har været gift tre gange. Først med Mariann Herløv Larsen. Anden gang med Hanne Qvist Larsen og tredje gang med Liselotte Kløvborg Larsen.
    Berlingske
  63. Kim Larsen skrev på 2012-albummet ‘Du glade verden’ en sang til prins Henrik. Nummeret hed slet og ret ‘Henrik’.

  64. Kim Larsen havde i 1998 sagt ja til at spille med i en julekalender på TV 2. Men han sprang fra, da han fandt ud af, at der efter hvert afsnit ville blive vist en reklame for Fætter BR. ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 219.
  65. Kim Larsens yndlingsfilm er ‘Rumrejsen år 2001’.
    ‘Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 20.
  66. I 1977 indledte daværrende statsminister Anker Jørgensen sin nytårstale med at citere Kim Larsen, da han åbnede med ordene: “at vi lever i en kold tid” fra sangen ‘Det er en kold tid’ også kendt blandt mange danskere som ‘Østre Gasværk’.
    Solisten’ af Jakob D. Lund og Peter Rewers s. 13.
  67. Kim Larsen har altid været imod en gendannelse af Gasolin. Og det er der en god grund til: “Jeg bryder mig ikke om det der med, at man vil gendanne fortiden. Det er falskneri. I det øjeblik, vi stillede os op, ville vi jo også være håbløst oppe mod os selv. Nu har vi fået skabt en myte. Og det er en stor ting. Selvfølgelig er halvdelen løgn, men skide være med det. Jeg elsker myter, og de skal bevares. Prøv at forestille dig sådan en flok gamle mænd på næsten 60 år, der stiller sig op og synger »Billy var på speed i Herstedvester«.
    Berlingske
  68. Kim Larsen er fortsat en rigtig god forretning. Alene på et regnskabsår mellem 2013/14 og 2014/15 blev Kim Larsen ApS 4,5 millioner kroner mere værd.
  69. Kim Larsens livret er pasta pomodoro og et glas kølig chianti.
    ‘Larsen’ af Peder Bundgaard.

    Inden den sidste ting, du (formentlig) ikke vidste om Kim Larsen, så har du muligheden for at teste din viden om Kim Larsens musik. Du kan finde quizen herunder. Og så kan du dyste med dine kollegaer om, hvem der ved mest om Kim Larsens musik.

  70. Kim Larsen mener, at prins Henrik burde have lov til at være konge. I 2012 udtalte han til Søndagsavisen: “Nej, det kan jeg godt forstå, at han vil. Når en dame fra Australien kan blive dronning uden at gøre noget som helst for det, skal han da også kunne blive konge. Det er forkert.”
    Søndagsavisen 15. november 2012