Bare fordi de er gode hver for sig, er de ikke dobbelt så gode sammen. Dét beviser Nephew-forsanger Simon Kvamm og hans sjælebror udi det lyriske Peter Sommer på deres første fælles album, der udkommer i dag.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Således blomstrer de gale og små-geniale tekster i ny og næ. Men næsten hele vejen bumler musikken af sted som en uinteressant blanding af Sebastian og Depeche Mode. Og albummets produktion er skuffende udynamisk.I sin gruppe Nephew har Simon Kvamm forlængst bevist, at han som tekstforfatter kan følge med de bedste. Og Peter Sommer ér en af de bedste.
Men som det ofte sker i de såkaldte 'supergrupper', er slutresultatet ikke altid større end summen af de enkelte dele - tværtimod.
Lyspunkterne
Bedst er Kvamm og Sommer på den fatalistiske 'Jeg har ikke lyst til at dø' og den bidende 'Aftenbøn', hvor følsomheden interessant blandes med d’herrers kendetegnende kynisme.
Men ofte virker de eneste to lidt for overbevist om deres egen fælles fortræffelighed. Og det resulterer i noget, der til forveksling ligner dovenskab. Og man får på fornemmelsen, at sangene kunne have været bedre, hvis Kvamm/Sommer simpelthen havde arbejdet lidt hårdere - og måske havde fået lidt melodisk hjælp udefra.
Helstøbte kompositioner falder sjældent ned i skødet på selv de bedste.
Bedre live
Men helt galt er det selvfølgelig ikke.
Således scorer Simon Kvamm personlige point, når de virkelig stærke følelser afløser den ofte dominerende ironiske distance med linjer som 'Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter'.
Og Peter Sommers stilsikre indflydelse gør sig også godt på en sang som 'Morten'.
Live har Sommer og Kvamm ry for at give sangene mere dynamik og liv, så der er god grund til at løse billet, når De eneste to i næste måned spiller i bl.a. Odense og Århus.
