Hej Matematik var væk i ti år: Tog stor beslutning juleaften
Hej Matematik fortæller hvordan - og hvorfor - de er blevet gendannet efter cirka ti års pause.

Hej Matematik fortæller hvordan - og hvorfor - de er blevet gendannet efter cirka ti års pause.

Det hele skete i køkkenet juleaften over et glas Espresso Martini.
Efter cirka 10 års dvale tog Søren Rasted og hans nevø Nicolaj beslutningen om at gendanne Hej Matematik – med særligt én klar ændring.
Det fortæller de to gange Rasted, da B.T. møder dem backstage på årets Jelling Musikfestival, hvor de er i fuld gang med at erobre Danmark på ny.
Hej Matematik havde sin foreløbige første storhedstid i starten af 2010'erne, da de hittede med numre som 'Walkmand' og ikke mindst 'Party i provinsen'.
I efteråret 2024 havde man ikke hørt fra dem i nærmest ti år, da de pludselig dukkede op som opvarmning for Aqua på deres store koncerter i Royal Arena og Jyske Bank Boxen.
Det tændte en ild i dem, og juleaften samme år besluttede de altså at gøre comeback, hvilket blev sendt ud som en pressemeddelelse sidste år med lovning om nye koncerter i 2026.

»Det var efter julemaden. Folk var gået ind i stuen, og der skulle til at være noget gaveræs. Der hang vi stadig ude i køkkenet, og der blev det besluttet,« fortæller Nicolaj Rasted.
De fortæller, at de egentlig aldrig havde taget en beslutning om at lukke Hej Matematik ned. Det ebbede bare lidt ud.
»Der var det, at vi til Aquas koncerter fik en forsmag på, hvordan det ville være at stå sammen igen på en scene,« fortæller han videre.
Søren Rasted tager over:
»Vi havde en drøm om, at hvis vi skulle gøre det igen, så skulle det være på en helt ny måde. Første gang var det mere crazy, nu skulle det gøres ordentligt og lavet et ordentligt show.«
Og med 'ordentligt show', mener de blandt andet, at der er arbejdet lidt mere grundigt med tingene.
»Vi øvede sgu ikke så meget dengang,« griner Søren Rasted og tilføjer:
»Det var mere kaos.«

Føler I et pres for at skulle leve op til jeres tidligere bedrifter?
»Nej, faktisk lige omvendt. Jeg synes, vi har meget mere at byde på nu. Samtidig er der måske nogen, derude, der har glemt, hvad vi kunne, så jeg føler mere, vi kommer som underdogs,« lyder det fra Nicolaj Rasted.
Hej Matematik spillede deres første comeback-koncerter i marts, og det var en kæmpe fornøjelse, synes Søren Rasted.
»Det var sgu fedt. Det var fedt at være sammen med bandet igen. Det var som at møde dem, man var til polterabend med for ti år siden igen.«
Nicolaj Rasted tager over:
»Jeg føler, det er en chance for at gøre noget igen, som vi lukkede ned. Jeg har altid haft sceneskræk, men da vi lukkede ned efter sommeren 2015, var jeg blevet far, og der skete noget i mig. Så det føles helt anderledes at komme ud nu og have et bedre fundament personligt.«
De har indtil videre syv-otte koncerter i kalenderen, men det stopper ikke her, lover de.
Som en del af gendannelse har de udgivet to sange, og Søren Rasted er især overrasket over, hvor godt den første 'Soundtracket til vores ungdom' er blevet taget imod.
»Vi har en masse ting, vi går og arbejder med, så det skal vi nok finde ud af,« smiler han.