Deres nyeste hit hedder "Party i Provinsen". Og dét er netop, hvad Rasted-duoen Hej Matematik vil holde, når deres nye album "Alt går op i 6" udkommer på mandag

Istedet for at gøre det på et storby-trendy in-sted afholder Søren og Nikolaj Rasted således deres cd-releaseparty på Diskotek Crazy Daisy i Næstved.

Her vil de to jakkesæt-klædte popstjerne ikke alene hygge sig med hhv det lokale og det specielt inviterede publikum. De vil også spille nogle af deres største hit.

Hej Matematik blev Danmarks helt store pop-overraskelse, da de forrige år hittede overalt med singlen"Walkmand".

Siden fulgte hitsange som "Du & Jeg" og "Centerpubben". Og på det nye album fortsætter onkel Søren Rasted og hans nevø Nikolaj derfor i samme stil.

De startede ellers med at bruge flere rigtige instrumenter - ligesom de havde gjort på turnéen. Men den fremgangsmåde fik dem ifølge Søren (Aqua) Rasted blot til at lyde som alle mulige andre danske bands. Og derfor gik de to musiknørde tilbage til den mere kølige lyd, hvor trommemaskinen og synth'en spillede den dominerende rolle.

Sange som "Legendebørn", "Skabt til dig" og "Lukketid" tager ifølge Rasted og Rasted udgangspunkt i deres beskyttede barn- og ungdom i provinsen.

Og bortset fra en enkelt CV Jørgensen-sang "Det Sir sig selv" har Søren og Nikolaj skrevet alle de nye numre selv.

"Alt går op i 6" udkommer mandag 25. januar.