”Hva’ siger du, Steffen? Har du lyst til at drikke en øl med mig?”
Scenen var et hotel på Vesterbro i København for cirka ti år siden. Jeg kiggede undrende på den venlige smilende, lille mand i baren på hotellet. Havde jeg lyst til at drikke en øl med ham?Ja, det ved himmel og helvede og alt det ind imellem, jeg havde. Hvor ofte får man lov at nyde en stille pilsner med den mand, som åndede sjæl, pragt og magt ind i to af rockmusikkens største album nogensinde, Rainbows ”Rainbow Rising” og Black Sabbaths ”Heaven And Hell”? Ja, jeg spørger bare.
Den lille mand var naturligvis Ronnie James Dio – heavyrockens største stemme nogensinde og dertil en fandens fin fyr og en sand gentleman.
Så spoler vi tiden frem til søndag aften. Euforien på den lokale var til at føle på, da først Brøndby havde sikret sig bronzen i Randers, og Barcelona siden vandt det spanske mesterskab hjemme på Camp Nou. Så tikkede sms’en ind på min telefon: ”Ronnie James Dio er død!”
Dermed var euforien blæst ud af i hvert fald min bevidsthed på caféen. Nej, nej og atter nej og for fanden da; ikke Ronnie. Og klichéerne hobede sig op, som den slags har for vane, når sådan noget sker: hvorfor er det altid de bedste, der skrider i svinget først o.s.v., o.s.v.
Siden 1976 har Ronnie og hans musik været en uomgængelig del af lydsporet til mit liv. Lige fra det øjeblik ordene ”I don’t wanna go, something tells me no, NO NO NO!” tordnede ud ad højttalerne på mit teenageværelse dengang. Ordene er de første linjer i ”Tarot Woman” på Rainbows andet album ”Rainbow Rising” – det album, hvor man for alvor fandt ud af, hvilket scoop Rainbows guitarist Ritchie Blackmore havde gjort, da han hyrede den lille mand fra New York som sanger efter at være gået ud af Deep Purple.
På samme album finder man fortsat nogle af Ronnies flotteste sangpræstationer i sange som ”Starstruck ”, ”Run With The Wolf” og den majestætiske ”Stargazer”. Men mesterlige meriter står i kø for at komme til, når man kigger tilbage på mandens karriere – fra årene i Rainbow via da han nærmest ene mand reddede Black Sabbaths karriere, da han trådte ind som afløser for Ozzy Osbourne i 1979 og siden begik ét af firsernes mest elskede Heavy Metal album med det første af slagsen i eget navn ”Holy Diver”.
Til det nye årtusinde hvor Dio endelig blev genforenet med sine gamle Sabbath-kumpaner i Heaven & Hell (Ozzy havde nedlagt forbud mod brug af Black Sabbath navnet, red.) og tog ud på en turné, som bl.a. i KB Hallen for nogle år siden beviste, at den lille gigants stemme var om muligt endnu bedre end nogensinde.
Og hvor man – skulle nogen have glemt det – fik en ærefrygtindgydende reminder om, hvilke mesterlige, majestætiske messer, Dio havde skabt sammen med guitaristen Tony Iommi: ”Neon Knights”, ”Heaven And Hell”, ”The Mob Rules”, ”Sign Of The Southern Cross” og…. ja, fortsæt bare selv listen.
16. maj 2010 tog kræften Ronnie James Dio fra os. Selvsagt vil jeg mindes den stund, han og jeg havde på hotelbaren dengang, men først og fremmest er der grund til at lade hans musik leve videre og huske ham for alt dét, han gav os.
Så jo, Ronnie er død, men som han selv sang på titelnummeret på Rainbows 1978 album:
LONG LIVE ROCK AND ROLL!
