Spændende, legesygt og ikke mindst en lille smule frygtløst
Det er tre af de gode ting, jeg kan sige om Harry Styles første soloalbum, der blot bærer den tidligere One Directions-sanges navn.
Efter små syv som frontfigur i klodens største boyband - oprindeligt sammensat af X Factor-opfinder Simon Cowell, er Harry Styles gået ud på egen hånd.
Og hvis du forventer en bevidstløs fortsættelse af One Directions radiovenlige popstil, så kan du godt tro om igen.
Harrys hjerte tilhører tydeligvis 70'ernes rustikke rocklyd.
Således kunne violinerne og omkvædet på albummets første single *Sign of the Times' sagtens være taget fra David Bowies 'Ziggy Stardust'-album.
Og andre steder ledes tankerne henad både Aerosmith og Led Zeppelin.
Og nej .. , Harry Styles er selvfølgelig ikke halvt så skelsættende som nogle af de de førnævnte forbilleder.
Og det ved han godt.
Således lyder 'Harry Styles' mest af alt som en hjertelig hyldest til idolerne og årtiet, hvor instrumentarne stadig blev spillet af rigtige mennesker.
Det er ikke alle teksterne på 'Harry Styles', der er lige skarpe. Men albummet svinger af musikalitet og appetit på livet og den solokarriere, der nu ligger vidt åben for den velsyngende Harry.
