The Horrors gav en times indadvendt koncert bestående af i forvejen introverte sange foran et fåmælt publikum. Svært kedsommeligt.
Den unge kvintet The Horrors skiller sig ud fra hoben af hypede britiske bands, idet den rent faktisk har formået at forny sig mellem album nummer et, ’Strange House’, og nummer to fra i maj, ’Primary Colours’.Her vendte Horrors simpelthen på tallerkenen – gik helt væk fra det garagerockede Cramps-agtige udtryk fra debuten – og søgte i stedet i en mørk elektronisk retning a la kultheltene i Suicide.
Resultatet var en af forårets mere vellykkede værker, og det var derfor med visse forventninger i bagagen, at man troppede op i Lille Vega.
Men ak og ve, det blev en skuffende aften. Ikke kun fordi det var antikoncertstemningens ugedag, mandag, men også fordi bandet på scenen opførte sig, som var det netop dét.
Teenage goths
At dømme efter publikum har The Horrors ramt en ny målgruppe med deres aktuelle plade. I hvert fald bugnede Lille Vega med teenage goths. Og konstant knipsende med digitalkameraerne og mobiltelefonerne på de forreste rækker gjorde de absolut intet for at hjælpe Horrors på vej.
Det gjorde dog ikke så meget i starten, hvor hovedpersonerne fint klarede sig selv under især ’Three Decades’, der stod lige så desorienterende støjende som på plade.
Men det var altså lidt af et selvmord, at d’herrer havde bestemt sig for kun at spille nye sange frem til ekstranumrene – for det første formåede de aldrig rigtig at overføre producer Geoff Barrows atmosfære fra plade til scene, og for det andet savnede man den dynamik som et par punkede sange fra den første ’Strange House’ kunne have tilført.
Forløsning mod slut
I stedet plørede bandet sig uspændende igennem samtlige sange fra ’Primary Colours’ – minus ’Do You Remember’ men plus den nye b-side/single ’Whole New Way’ – og det fungerede faktisk kun for alvor i de to længste sange ’I Only Think of You’ og afsluttende ’Sea Within a Sea’.
Da fornemmede man et anderledes koncentreret band, der skulle holde tungen i munden i syv-otte minutter ad gangen.
Resten af ørkenvandringen ledte blot frem til forløsningen, som først kom under ekstranumrene efter en slatten fortolkning af Suicides ’Ghost Rider’.
Pludselig gav The Horrors nemlig tre skallesmækkende sange fra debutpladen, så man forundret kun forlade Vega efter blot én times koncert i vished om, at en flok debutsange i det ordinære sæt med garanti ville have gjort underværker, og det ved disse briter vist også godt selv.
Respekt for at skide på lefleri og greatest hits – men den slags kræver altså at man insisterer hundrede procent på sit alternativ, og det gjorde The Horrors ikke.
