Der er sket en mystisk forandring de sidste fem år.

Siden Gulddreng i 2016 kronede sin hitlistedominans med julesangen 'Guld jul', har der i ugen op til jul ikke været et nyt julehit øverst på hitlisterne herhjemme.

Burhan G og Frida Brygmanns 'Tinka'-nummer har været tættest på, men i de sidste mange år har Whams 'Last Christmas' fra 1984 og Mariah Careys 'All I Want For Christmas' fra 1994 ikke været til at vælte af pinden.

Heller ikke i år.

Andreas Odbjerg har lavet årets bud på et nyt dansk julehit i form af 'God jul' til julekalenderen 'Kometernes jul'.
Andreas Odbjerg har lavet årets bud på et nyt dansk julehit i form af 'God jul' til julekalenderen 'Kometernes jul'. Pressefoto

Ser man på den aktuelle singlehitliste for uge 50, skal man helt ned på en 16.-plads for at finde en ny julesang i form af Elton John og Ed Sheerans 'Merry Christmas', og Andreas Odbjerg, der ellers har hittet stort det sidste års tid, er med sin nye julesang 'God jul', der er skrevet til julekalenderen 'Kometernes jul', helt nede på 22.-pladsen.

Jonas Kleinschmidt, der er musikredaktør hos streamingtjenesten Tidal, har et bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

»Det tager tid at kæmpe sig ind i danskernes traditionsbundne julehjerter. Det er jo et bjerg, der skal flyttes, hvis én af de gamle klassikere skal slås af pinden eller afgive sin plads til en nyere sang. Men det kan godt lade sig gøre,« fortæller han og henviser til tidligere julekalendersange som Caroline Castells 'Tidsrejsen', Oh Lands 'Julefeber' og Hjalmers 'Kongespil', der stadig bliver streamet i år.

»I år har Andreas Odbjerg med 'God jul' jo også lavet en vaskeægte julebanger. Jeg er sikker på, at vi også hører de sange til jul om ti år. Men der er trangt i toppen, og om de nogensinde kommer til at slå Wham eller Mariah Carey af pinden er sværere at forestille sig,« tilføjer han og peger på Ed Sheeran og Elton Johns nye julesang som et bud på en kommende klassiker.

Mariah Carey.
Mariah Carey. DON EMMERT

»Den har det hele. En iørefaldende melodi alle kan synge med på, en snert af eftertænksomhed, et positivt og universelt budskab og også en vis portion charme,« forklarer han.

Ser man på de sidste ti års julehitlister, så er det sjovt nok først i 2017, at Whams 'Last Christmas' og Mariah Careys 'All I Want For Christmas' sætter sig øverst på tronen.

I årene forinden var det slet ikke julemusik, der hittede lige op til jul.

Men spørger man Jonas Kleinschmidt, hvorfor 'Last Christmas' og 'All I Want For Christmas' altså grundlæggende er så evig hittende, lyder hans bud:

Wham: George Michael (tv.) og Andrew Ridgeley (th.).
Wham: George Michael (tv.) og Andrew Ridgeley (th.). NF

»Julen handler om traditioner, nostalgi og vaner. Det er ikke en tid, der indbyder til de store forandringer. Vi spiser det samme, vi pynter op på samme måde, og vi lytter til de samme sange som altid. Det er trygt og hyggeligt at lytte til Wham og Mariah Carey hvert år. Det synes jeg også selv.«

Han henviser til, at det er sange, som mange er vokset op med, og derudover er de grundlæggende bare to gode sange, der har vist sig at være udødelige.

»De har overskredet sidste salgsdato for længst, men alligevel holder de stadig. Og så fortæller de to sange jo hver deres side af den samme historie. Nemlig historien om den store kærlighed. Hvor 'Last Christmas' handler om hjertesorg, så handler 'All I Want for Christmas' om den store lykkelige kærlighed, og på den måde komplementerer de to sange hinanden ekstremt godt.«

Herunder kan du se, hvad der har ligget øverst på hitlisterne op til jul de sidste ti år:

2021:

1. Wham – 'Last Christmas'
2. Andreas Odbjerg og Tobias Rahim – 'Stor mand'
3. Mariah Carey – 'All I Want For Christmas'
Højest placerede nye julesang: Ed Sheeran og Elton John – 'Merry Christmas' – 16.-pladsen

2020:

1. Wham – 'Last Christmas'
2. Mariah Carey – 'All I Want For Christmas'
3. Rasmus Seebach – 'Lille store verden'
Højest placerede nye julesang: Oh Land – 'Julefeber' – 19.-plads

2019:

1. Burhan G og Frida Brygmann – 'Tinka'
2. Wham – 'Last Christmas'
3. Mariah Carey – 'All I Want For Christmas'
Højest placerede nye julesang: Hjalmer – 'Kongespil' – 4.-plads

2018:

1. Mariah Carey – 'All I Want For Christmas'
2. Wham – 'Last Christmas'
3. Burhan G og Frida Brygmann – 'Tinka'
Højest placerede nye julesang: Mads Langer – 'Tag mig med' – 13.-plads

2017:

1. Ed Sheeran – 'Perfect'
2. Mariah Carey – 'All I Want For Christmas'
3. Burhan G og Frida Brygmann – 'Tinka' (Også årets højest placerede nye julesang)

2016:

1. Gulddreng – 'Guld jul' (Også årets højest placerede nye julesang)
2. Gilli – 'Helwa'
3. The Weeknd – 'Starboy'

2015:

1. Justin Bieber – 'Love Yourself'
2. Justin Bieber – 'Sorry'
3. Adele – 'Hello'
Højest placerede nye julesang: Rasmus Seebach – 'Lille store verden' – 6.-plads

2014:

1. Omi – 'Cheerleader'
2. Ed Sheeran – 'Thinking Out Loud'
3. Christopher og Brandon Beal – 'CPH Girls'
Højest placerede nye julesang: Caroline Castell – 'Tidsrejsen' – 16.-plads

2013:

1. Justin Bieber og Chance The Rapper – 'Confident'
2. Mads Langer – 'I en stjerneregn af sne' (Også årets højest placerede nye julesang)
3. Eminem og Rihanna – 'The Monster'

2012:

1. Will.i.am – 'Scream and shout'
2. Rihanna – 'Diamonds'
3. Bruno Mars – 'Locked out of heaven'
Højest placerede nye julesang: Annika Aakjær, Chapper og Jimmy Jørgensen – 'Stjernestøv' – 18.-plads

2011:

1. Medina –'Kl. 10'
2. Rihanna – 'We Found Love'
3. Adele – 'Someone Like You'
Højest placerede nye julesang: Søs Fenger – 'Ludvig og julemanden' – 27.-plads