Luk øjnene og tænk på den fuldendte Hanne Boel-cd. Tænk på den varme, favnende, nuancerede og modne stemme. Tænk på de pejsevarme musikalske arrangementer. Og forestil dig 12 nye sange, der alle lever op til de tårnhøje krav, som Hanne Boel altid stiller til sit materiale.
Åben nu øjnene igen. Hop i vinterstøvlerne, tag frakken på og gå ned til din cd-pusher og bed om 'Private Eye' - Hanne Boels 11. studiealbum. Denne skønne plade rummer nemlig alt det, jeg fablede om ovenfor.Det er den fuldendte Hanne skive.
Den snart 50-årige solist (hun fylder til august) skal nemlig ikke længere bevise noget. Hanne lever bare stille og roligt med musikken. Og når hun har noget at sige, så går hun i studiet og deler sangene med os.
En varm enhed
Sært nok indleder 'Private Eye' med albummets eneste halvsvage sang, 'Diamond Thief', der trods Hannes hotte stemme virker underligt fersk. Men 'I'm Not The Ememy' og 'November Song', hvor Hanne har brugt den samme skabelon, som Sting gjorde på sin genistreg 'Fragile', får albummet tilbage på skinnerne.
Undervejs mikser Hanne sine egne sange med klassikere som Shel Silversteins 'The Ballad Of Lucy Jordan' og Al Stewarts 'Year Of The Cat'. Men trods de mange forskellige komponister smelter det hele sammen til en varm enhed. Og efter 52 appetitlige minutter afsluttes projetet med Hannes egen 'Let The Music Play'.
Hvis du spiller den i bilen, får du garanteret ikke is på ruderne.
