»Ydmygende, arrogant og dumt.«

Mette Tybring Hansen har svært ved at finde de pæne ord frem, når snakken falder på lørdagens Volbeat-koncert i Ceres Park i Aarhus.

Som B.T. skrev mandag bød koncerten på en ubehagelig overraskelse for adskillige fans, som ifølge vidner blev forbrændt af en ildkanon.

Men også andre steder var den helt gal med forholdene. Ikke mindst i handicapsektionen, som Mette Hansen havde købt billet til sammen med sin mand, fordi hun er bundet til en kørestol efter en ulykke for tre år siden.

Mette Hansen sad klemt mellem hegnet til en bar og et gelænder. Hun kunne ikke bevæge sig, fordi hun var klemt ind mellem to klapstole, siger hun. (Privatfoto)
Mette Hansen sad klemt mellem hegnet til en bar og et gelænder. Hun kunne ikke bevæge sig, fordi hun var klemt ind mellem to klapstole, siger hun. (Privatfoto)
Vis mere

»Det startede rigtig dårligt, fordi vi havde fået en anvisning til handicapparkeringen, men blev afvist af en arrogant vagt, da vi ankom. Da vi endelig slap igennem, viste det sig, at parkeringen lå på den modsatte side af stadion i forhold til handicapindgangen,« siger hun til B.T.

»Det var ikke det fedeste at få en håndskubbet kørestol hele vejen rundt om stadion på grusunderlag med kabelskjulere. Så var man ligesom muggen fra start,« slår hun fast.

Men hun kom snart til at glæde sig over, at de ikke havde medbragt den elektriske kørestol. Handicappladserne var nemlig ikke ligefrem handicapvenlige, siger hun.

»De havde valgt at placere en bar der, hvor jeg skulle ind og ud. Vi var nødt til at klappe kørestolen sammen og møve os ind mellem to klapstole med hul mellem. Da jeg var placeret, var jeg helt fastlåst. Jeg havde et hegn i ryggen og et rækværk foran mig. Jeg kunne ikke flytte mig eller sågar komme på toilettet,« siger den frustrerede kvinde.

Handicapområdet var meget svært tilgængeligt, fordi man havde valgt at lægge det op af en bar, forklarer Mette Hansen. (Privatfoto)
Handicapområdet var meget svært tilgængeligt, fordi man havde valgt at lægge det op af en bar, forklarer Mette Hansen. (Privatfoto)
Vis mere

Hun har nu klaget til arrangøren Live Nation, som skriver i en e-mail til B.T., at hun kan forvente et personligt svar, ligesom de vil udtale sig til pressen, når de har undersøgt sagen. Men oplevelsen har fået Mette Hansen til at føle sig så ydmyget, at hun ikke vil se koncerter der igen.

»Jeg skal aldrig mere til koncert på Ceres Park, det er helt 100,« siger hun.

Ud over brandskader og dårlige handicapforhold har mange tilskuere efterfølgende klaget over timelange køer til baren, alt for få vagter og lange køer til toiletterne på koncertens officielle Facebook-side. Live Nation skriver i en e-mail til B.T., at man vil vende tilbage med svar på kritikken.

Mette Tybring Hansen føler sig elendigt behandlet af arrangøren af lørdagebs Volbeat-koncert på Ceres Arena i Aarhus. (Privatfoto)
Mette Tybring Hansen føler sig elendigt behandlet af arrangøren af lørdagebs Volbeat-koncert på Ceres Arena i Aarhus. (Privatfoto)
Vis mere

Har du oplevet tilsvarende, eller kender du nogen, der har haft lignende oplevelser? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til B.T. via 1929@bt.dk.