I 2011 vandt han Dansk Melodi Grand Prix. Nu lever han på fjerde år som hjemløs og kunne ikke drømme om at gøre andet. Tim Schou fortæller om tiden efter opløsningen af A Friend In London.

Siden 2014 har Tim Schou levet som hjemløs.

Den tidligere forsanger i bandet A Friend In London, som i 2011 succesfuldt steg til tops i Europa med melodi grand prix-hittet ’ New Tomorrow’, besluttede en nytårsaften for cirka fire år siden, at det var blevet for mageligt at være popstjerne i Danmark, og derfor solgte han sin lejlighed og fløj til Los Angeles for at begynde en tilværelse som hjemløs lykkejæger.

»Jeg fik lyst til ikke at vide, hvad der skulle ske i morgen. Hvis jeg sidder for længe i en lejlighed, bliver jeg rastløs,« fortæller Tim Schou til BT om sit alternative sceneskifte.

Efter at A Friend In London med deres danske grandprix-sejr fik en flot femteplads ved det store Eurovision-show i Tyskland, røg de på arena-turné i Europa med verdensstjernerne Backstreet Boys og New Kids On The Block.

Drengedrømmen om livet som feteret popstjerne var gået i opfyldelse, og så var det, at Tim Schou fik lyst til at smide det hele væk og starte forfra.

»Vi har det så trygt i Danmark. Jeg var begyndt at tage musical- og tv-jobs bare for pengenes skyld. Jeg havde brug for at presse mig selv,« forklarer Tim Schou, der, efter A Friend In London i 2013 mere eller mindre var gået i opløsning, mødte en amerikansk sangskriver, som satte en masse tanker i gang.

»Han var manager for bandet Echosmith, som havde fået et verdenshit med nummeret ’Cool Kids’. Han fortalte, hvordan de til at starte med havde satset alle deres penge og nærmest var ved at blive smidt på gaden for at få en pladekontrakt. Nu var det lykkedes, og de var blevet kæmpe stjerner. Det inspirerede mig helt vildt. Sådan noget sker ikke, hvis man ikke satser.«

Med resterne af sit gamle materielle liv parkeret hjemme hos forældrene på Stevns, søgte Tim Schou lykken i Los Angeles, hvor han de sidste par år har flakket rundt fra sofa til sofa og nogle gange har måtte tage alternative overnatningsmuligheder i brug.

»Jeg har overnattet fire nætter på gulvet i et indkøbscenter i Hollywood. Det var helt vildt syret. Jeg har også prøvet at rende rundt som hjemløs i Chicago, hvor jeg af nød måtte holde mig vågen på en bar hele natten, mens en fuld rocker faldt i søvn op ad mig.«

Som vindere af dansk melodi grand prix i 2011.
Som vindere af dansk melodi grand prix i 2011. Foto: Marie Hald
Vis mere

Han understreger, at livsstilen er selvvalgt. I princippet kunne han ringe hjem til sine forældre og bede dem overføre nogle penge, men med tiden er han blevet afhængig af konstant at være på farten og kunne i dag ikke forestille sig at leve med fast tag over hovedet.

»Det kan være fucking hårdt, når man lige giver hovedet tid til at tænke over tingene, men samtidig har jeg aldrig været mere inspireret. Jeg har aldrig skrevet så mange sange, som jeg gør nu. Jeg rejser cirka 250 dage om året og lærer mennesker at kende på en helt anden personlig måde. Når jeg besøger mine venner, og de har redt op til mig med dyne og puder. Jamen, jeg sætter pris på det på en hel anden måde. Det er fantastisk,« griner Tim Schou og fremviser en tatovering på hånden, der forestiller en globus.

»Den gjorde fucking ondt at få lavet, ha, ha. Men jeg kan huske i 2011, da vi vandt grandprixet. Dengang havde jeg en plan om, at hvis jeg ikke var blevet en kæmpe stjerne, når jeg fyldte 30, så kunne jeg ligeså godt stoppe og få mig et ’rigtigt’ arbejde. Nu er jeg 30 år, men har det slet ikke på samme måde længere. Nu handler det ikke om at have succes, men om at lave det jeg synes er fedt.«

Tim Schou laver også en del nødhjælpsarbejde. Her er han i Ghana som ambassadør for projektet 'Meeting Bismarck'.
Tim Schou laver også en del nødhjælpsarbejde. Her er han i Ghana som ambassadør for projektet 'Meeting Bismarck'. Foto: Lukas Bauer Wiene
Vis mere

Se musikvideoen til Tim Schous seneste single 'Young Vince' her:

Han drømmer stadig om at lave det næste store verdenshit, og med tiden i Los Angeles har han oplevet, hvor hurtigt man kan gå fra ingenting til succes med den rette portion held og timing.

»Jeg kender jo en masse mennesker fra min tid med A Friend In London og sad en dag i studiet med en producer, der efter vi havde lavet et nyt nummer sagde, at det kunne være sjovt at se, hvad der skete, hvis David Guetta (en af verdens største dj’s, red.) havde produceret det. Jeg grinede bare af det, men så arbejdede David Guetta tilfældigvis  i studiet ved siden af os, og pludselig havnede mit nummer i en pulje af sange til hans næste album. Det endte aldrig med at komme med, men det var vildt at opleve, hvor hurtigt det kunne gå.«

De næste par uger er Tim Schou i Berlin for at spille koncerter i forbindelse med sin jule-turné. De gamle bandkammerater fra A Friend In London betragter han stadig som sine gode venner, men de får ikke set så meget til hinanden. Julen holder han i Danmark, og selvom hans forældre ikke havde forestillet sig, at deres søn ville ende som en omflakkende, hjemløs sangskriver, så er de stolte, smiler han.

»Det er jo et kæmpe selvrealiseringsprojekt. Og det tager tid at komme til endestationen. Jeg har også ladet mit hår gro helt ud, og det har været helt forfærdeligt i mellemperioden, hvor det så helt skørt ud. Men når jeg står med det endelige resultat, så kan folk godt se, at det er fedt. Jeg håber at kunne udsende mere musik i starten af næste år, og så må vi se, hvad der sker.«