Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Mescalin, Baby debuterer med selvtillidsfulde, men ujævne ’Air Air’, der trods bandnavnet har mere tilfælles med 90’ernes slacker-rock end med 60’ernes meskalininspirerede psykedelia.

Mescalin, Baby burde leve bedre op til deres navn. Den billedmalende og eventyrlige lyrik burde være akkompagneret af psykedelisk og inspireret rock, men debutalbummet ’Air Air’ er desværre en lidt for forudsigelig og ujævn affære.

Mens man lytter sig igennem de 33 minutter, undrer det mest af alt, at Mescalin, Baby markedsføres som et psykedelisk rockband, for sjællænderne har på alle måder mere tilfælles med deres idoler fra 90’erne, end de har med 60’ernes syrepåvirkede folk-rock-ikoner.

Og det er tydeligt allerede fra åbnende ’You Call It Medicine’, der er indbegrebet af gruppens udtryk; en parring af Pavement og Pixies tilsat lidt Kings of Leon. Det mest originale er sangteksterne, som Marc Facchini-Madsen crooner sig nasalt igennem.

Halvhjertede hyldester

’Air Air’ er på trods af det lave ambitionsniveau og åbenlyse inspirationscitater ingen dårlig plade. Det levende udtryk og den varme produktion gør, at man virkelig kan mærke musikken. Mescalin, Baby tror på det, de laver – dét hersker der ingen tvivl om.

Og hvor der ganske vist ikke er meget nyt under solen, rent musikalsk, så holdes sange som den hidsige, Supergrass-agtige ’Ballad of a Running Man’ og romantiske ’I’m Not What You Wanted’ oppe af røddernes indlevende sammenspil og Facchini-Madsens vokal.

Men Mescalin, Baby står konstant med ét ben i 60’erne og ét i 90’erne, og dét gør, at hyldesterne lyder halvhjertede, som eksempelvis i ’She’s Near, She’s Near, She’s Here’, der lyder som Black Rebel Motorcycle Club, der spiller The Kinks. Lidt af hvert. Men for lidt af hvert.

Habilt, men ikke mindeværdigt

Bedst går det, når Mescalin, Baby river sig løs af spændetrøjen i ’Great Book of Lies’, hvor The Floor Is Made of Lava-frontmand Tobias Kippenberger støder til med gæstevokal og i ’Daddy Fix the Stereo’ – en stille ballade, der fortrinligt arbejder sig frem mod et storrockende klimaks.

Overordnet set er albummets force de udkrængende sangtekster, der omhandler alt fra fatal kærlighed til eksistentialisme og Marc Facchini-Madsens flabede nasale røst, der samtidig sangene et tiltrængt unikt strejf.

Men gode sangtekster og spilleglæde alene kan ikke redde ’Air Air’, der overordnet set står som en velment hyldest til 90’ernes sløsede garagerock, tilsat lidt 60’er-rock.

Det er habilt, men det er langt fra mindeværdigt.

Andre læser også