Nik og Jays første album i næsten fem år er ikke dårligt. Det lever bare ikke op til forventningerne.
Efter singlen 'Mod solnedgangen' og efter diverse interview, hvor det står klart, at de to selvglade drengerøve (som vi altid har kunnet lide dem) siden sidst har smagt lidt på tilværelsens sure side, kan man nemlig godt tillade sig at forvente en vis fordybelse og en vis fornyelse.Men sådan er 'Engle og dæmoner' ikke.
Hult praleri
Selvom gutterne mirakuløst nu kan rime »Motherfucker« med »Artiskokker«, kører maskinen stadig lidt for meget i samme rille. Og set i lyset af drengenes modne alder (29 og 30 år) og deraf forventede livsvisdom, klinger de samme gamle pralerier ærligt talt lidt hult. Og når de så (i titelsangen) ligefrem kalder sig selv 'svedige digtere', så forpligter det, som de også selv påpeger.
De gode sider
Og så styrker det heller ikke ligefrem rappernes sag, at de har valgt at inkludere et par engelsksprogede tracks, der mildest talt ikke imponerer ... var det nogen, der sagde 'Sitting on a Timebomb' (Kim Larsen).
Men helt skidt er 'Engle og dæmoner' heldigvis ikke.
Således er teknikken hele vejen igennem fejlfri og tilpas fremsynet. Nik og Jays stemmer passer stadig sammen som mørk chokolade og friskbrygget kaffe.
Nøk opad
Singlen 'Mod solnedgangen' har stadig forårets lækreste flow. Og hen imod slutningen serverer Nik & Jay imod al forventning én af karrierens bedste sange 'Bølgerne ved Vesterhavet'.
Her dropper de to venner ikke alene praleriet, der mere og mere virker som en 90’er-lækker læderjakke, der er blevet for lille. Den musikalske fantasi får også et lille nøk opad. Pludselig står den dør, der ellers ikke ville give sig, næsten helt åben. Og efter et album med flere skuffelser end glade overraskelser, får vi lov til at håbe på de ting, der skal komme (der var Kim Larsen igen).
hoeg@bt.dk
