I DR3’s nye dokumentarserie ’Gulddreng vs. Malte’ fortæller den 24-årige sanger Malte Ebert, hvordan han sidste år opfandt Gulddreng-figuren som en trodsreaktion imod dårlig popmusik.

Gulddreng-projektet er slut. Efter et år hvor figuren gemt bag solbriller, en falsk indvandreraccent og guldkæder ud af det blå blev Danmarks største popstjerne, har manden bag, den 24-årige Malte Ebert fra Vejle, valgt at trække stikket. I en ny DR3-dokumentar fortæller han hvorfor.

I ’Gulddreng vs. Malte’ fortæller venner, familie, samarbejdspartnere, fans, og journalister over fire afsnit historien om Gulddreng, mens Malte Ebert selv kommenterer på begivenhederne.

»Jeg tilbød til at begynde med ’Model’ til nogle andre. Jeg havde ikke set det som noget, jeg selv skulle synge,« fortæller Malte Ebert om Gulddrengs debutsingle, der sidste sommer satte hele balladen i gang.

Aftenen før han skulle ind og skrive under på en kontrakt med pladeselskabet Universal Music, sad han hjemme hos sine forældre i Vejle og brainstormede på, hvad hans karakter skulle hedde.

Han syntes, der var så meget dårlig autotunet dansk popmusik og ville bevise, at han kunne gøre det bedre. Samtidig ville han med en karakter vise, at han ligesom en skuespiller kan spille flere forskellige roller.

»Jeg kunne ikke sove og så så et billede af en oliesheik iført guldkæder. Jeg tænkte, det måske kunne være sjovt at lave en karakter, der kørte en luksuriøs stil.«

DR3 har fået lov til at følge Gulddreng-projektet tæt det sidste års tid, og flere gange undervejs overvejer Malte Ebert at trække stikket, da han gerne vil stoppe, mens legen er god. Han er også bange for at blive sat i bås, og sammenligner sig selv med Dirch Passer, der aldrig fik lov til at spille seriøse roller.

I dokumentarserien er vi flere gange hjemme hos Malte Eberts forældre, som ikke er bekymrede for deres søn, som trods teenagehysteri og stor interesse for medierne i deres øjne formår at holde benene på jorden.

Undervejs er der flere mennesker i den danske musikbranche, der ikke har syntes, at det var særlig sjovt, at der kom en fyr fra Vejle og lavede grin med dem. Der har floreret historier i medierne om voldelige episoder, men den del har DR3 valgt at udelade i dokumentaren.

I fjerde og sidste afsnit forsøger Malte Eberts manager at holde fremtiden åben for Gulddreng. Indtil videre har han en afslutningskoncert i Royal Arena til februar, og så vil de ikke afsløre, om der skal ske mere. Lige nu er projektet i hvert fald slut.

Til sidst kommer det frem, at Malte Ebert for nylig har skrevet under på en aftale med Sony om et nyt engelsksproget projekt. Se hele dokumentaren nu på dr.dk/tv.

Malte Ebert ses her i DR3-dokumentaren.
Malte Ebert ses her i DR3-dokumentaren. Foto: DR
Vis mere