Biografer lukker, teaterforestillinger holder pause på ubestemt tid, og selv Tivoli har udskudt parkens traditionsrige åbning.

Og også for Muskelsvindfonden, der står bag både Grøn Koncert og familiefavoritten Cirkus Summarum, der kommer rundt i hele landet, er coronavirussen en udfordring, der er til at tage og føle på.

»Helt principielt følger vi situationen tæt, og har i første omgang brugt tid på at sikre vores arbejdsliv kan fortsætte efter myndighedernes udmeldinger og anbefalinger. Vi har både Grøn Koncert og Cirkus Summarum, og vi vurderer mulighederne løbende,« fortæller Theis Petersen, der er indsamlingschef hos Muskelsvindfonden.

Spredningen af coronavirus har ført til aflysning på aflysning, men hvis du sidder derhjemme med billet til enten Grøn Koncert eller Cirkus Summarum, så er der indtil videre ikke noget at frygte.

Glade mennesker til Dizzy Miss Lizzy på Grøn Koncert sidste år.
Glade mennesker til Dizzy Miss Lizzy på Grøn Koncert sidste år. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Vores vurdering er lige nu, at vi kører videre 110 procent som planlagt, men det er et meget uforudsigeligt landskab, vi befinder os i, så tingene forandrer sig hele tiden,« siger Theis Petersen.

Han mener, det på nuværende tidspunkt er alt for tidligt at snakke om aflysninger for både Cirkus Summarum, der har premiere den 24. juni, og Grøn Koncert, der starter på Amager den 16. juli.

Han erkender dog, at hvis den nuværende situation fortsætter, så vil man nå til et punkt, hvor det bliver kritisk at afvikle.

»Hvis vi kommer hen til den 1. juni, og Danmark stadig er lukket ned, så er vi sent ude, hvis vi skal nå det hele, men lige nu opererer vi med forskellige scenarier, der gør, at vi kan justere vores planlægning og afvikling,« siger indsamlingschefen.

Cirkus Summarum havde i 2018 Bamse med i manegen.
Cirkus Summarum havde i 2018 Bamse med i manegen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han forklarer, at man arbejder med risikoanalyser og har beredsskabsplaner egnet til netop særligt svære situationer.

Skulle det ende så galt, at Grøn Koncert og Cirkus Summarum kommer i en situation, hvor man må aflyse, så vil det dog ikke betyde et endeligt farvel til de to institutioner i dansk sommerunderholdning.

»Hvis det overhovedet skulle ske, at vi aflyser, så eksisterer Grøn Koncert og Cirkus Summarum også efterfølgende, men det har store konsekvenser for Muskelsvindfonden, der får overskuddet fra de to arrangementer,« siger Theis Petersen og understreger, at Muskelsvindfonden heldigvis har en sund økonomi.

Grøn koncert spiller fra 16. til 26. juli, mens Cirkus Summarum spiller fra 24. juni til 5. august.