Glimmer, konfetti, smukke stjerneskud og heftige vindmaskiner er nogle af de klassiske kendetegn ved Melodi Grand Prix.

Men de seneste år er et nyt så småt kommet til, da det nærmest er blevet tradition, at en eller flere af sangene bliver beskyldt for at minde om andre. Og i år er ingen undtagelse.

Dykker man ned i kommentarfelter på YouTube, påpeger flere brugere i hvert fald, at de synes, at dette års sang 'Silver Bullet' – der bliver fremført af duoen The Cosmic Twins – minder om sangen 'Kids' af MGMT, der var et stort hit i 2017.

'Omkvædet lyder en del som 'Kids' af MGMT,' skriver en bruger, mens en anden skriver:

'Lyder som omkvædet i denne sang (linker til 'Kids', red.). Ikke så godt, ellers en af de bedste, vi har i år i et sølle felt.'

Forud for lørdagens show fortæller The Cosmic Twins, der består af tvillingerne Alec og Chris Andreev, at de også har lagt mærke til, at flere har påpeget, at der skulle være en lighed (du kan høre de to sange længere nede).

Men det er ikke noget, de selv havde tænkt over før nu:

»Overhovedet ikke. Slet ikke. Det er faktisk ret vildt, for da vi hørte det første gang, tænkte vi, at vi godt lidt kunne se, hvad de mener, men vi synes ikke, de minder så meget om hinanden,« forklarer Chris og tilføjer:

»Det er også en anden toneart, og der er en meget anderledes 'feel' i sangen. Hverken jeg eller nogen fra vores team havde overvejet det, før der var nogen, der påpegede det. Så det er egentlig bare lidt sjovt, men jeg synes ikke, at den ligger så meget op ad det.«

Alec forklarer, at han heller ikke synes, at rytmen er den samme i de to sange:

»Jeg kan godt se, hvor de vil hen med det. Men man kan altid finde 1.000 andre sange, der minder om hinanden, hvis man leder,« fortæller han.

»Der er også nogen, der skriver, at den minder om sangen 'Monster' (som finske Saara Aalto stillede op med i Eurovision i 2018, red.), så den var jeg også inde og høre, men der kunne jeg overhovedet ikke høre ligheden,« forklarer Chris og fortsætter:

»Jeg tror mere, der måske var noget med en ens energi i musikken, end der var en egentlig lighed. Men ja, der er mange sange, der minder om andre sange.«

Det er langtfra første gang, at en Melodi Grand Prix-sang bliver beskyldt for at minde om andre sange. Det skete senest sidste år, hvor vindersangen – 'Yes' af Ben & Tan' – blev beskyldt for at minde om sangerinden Pinks 'Walk Me Home'.

Det skete også, da Chanée & N'evergreen i 2010 vandt med sangen 'In a Moment Like This', der blev beskyldt for både at minde om Tina Turners 'Simply the Best' og The Polices 'Every Breath You Take'.

Året efter blev A Friend In Londons vindernummer, 'New Tomorrow', beskyldt for at have lighed med flere andre numre – blandt andet Andreas Johnsons 'Sing for Me'.

Bandet Lighthouse X, der vandt i 2016 med 'Soldiers of Love', blev beskyldt for, at sangen mindede en hel del om den tyske sang 'Atemlos durch die Nacht' fra 2013, der bliver sunget af schlagerdronningen Helene Fischer. Og selv Emmelie de Forrest, der også endte med at vinde Eurovision med 'Only Teardrops' i 2013, blev beskyldt for, at der var ligheder i hendes sang med hollandske K-Otics sang 'I Surrender'.

Du kan se det danske Melodi Grand Prix lørdag 6. marts, når det bliver vist på DR1 fra klokken 20, og du kan følge det hele her på bt.dk.