Grammy-uddelingen kæmper imod faldende seertal og en stor pinlig skandale

Grammy-komiteen har arbejdet hårdt for at få fat i de yngre tv-seere og musikfans. Derfor var det en scoop, da de hyrede øjeblikkets måske største amerikanske rap-sensation, 21 Savage, til nattens show, der sendes direkte fra Los Angeles. Og derfor var skandalen tilsvarende massiv, da det viste sig, at 21 Savage var lidt af et omvandrende fupnummer.

Således har den jernhårde rapper bygget sit street-smarte image op omkring en dødsensfarlig barndom og opvækst i Atlanta, Georgia. Hans lyrik og jargon overbeviste alle om, at han var én af stenbroens allerhårdeste negle. Og siden gennembruddet i 2014 har andre superstjerner som Drake og senest Post Malone stået i kø for at indspille sammen med 21 Savage.

Problemet er bl.a., at 21 Savage, der i virkeligheden hedder Shéyaa Bin Abraham, er englænder. Han er født i London. Hans far arbejder den dag i dag for byrådet i Westminster - ikke specielt hardcore. Og Shéyaa ankom sammen med sin mor til USA som 12-årig.

Rapper 21 Savage sammen med fotomodel Amber Rose. Vis mere

Alt dette blev afsløret, da 21 Savage 3. februar blev anholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder og nu står til udvisning. Hans visum fra 2005 gjaldt nemlig kun i et år.

Hermed er karrieren ikke alene blevet mere end almindeligt tvivlsom. 21 Savage sidder i fængsel. Grammy-fest nummer 61 har også mistet ét af sine største trækplastre. Og det kan blive svært at tage festen alvorligt, hvis den i dag 26-årige 21 Savage sammen med Post Malone går hen og vinder prisen for 'Årets sang' eller 'Årets rap', hvor de i år er nomineret med hittet 'Rockstar'.

»Det er endnu en mursten i lasten på den synkende skude, der engang var verdens største musikshow,« siger Ben Sisario, der dækker Grammy-festen for avisen New York Times.

Alene fra 2017 til 2018 mistede tv-transmissionen således over seks millioner amerikanske seere. 18 millioner amerikanere så med i 2018. Og nattens show lover ikke godt for tv-giganten CBS.

Således har aftenens to topnavne Drake og Kendrick Lamar (begge rappere med hver otte nomineringer) sagt nej til at optræde, og det er tvivlsomt, at de overhovedet vil være til stede. Både Taylor Swift og Bradley Cooper ('A Star is Born') vil ifølge Billboard også glimre ved deres fravær.

'Grammy-komiteen er fanget som en lus imellem to negle. Hvis de således indfrier rapmusikkens ønske og giver flere af de helt store priser til stjerner som Post Malone og Kendrick Lamar, så mister de interessen fra det ældre publikum, der tøvende tuner ind for at se mere traditionelle popstjerner som Sting og Elton John,' skriver musikjournalisten David Fricke fra bladet Rolling Stone.

Grammy-prisen er - trods alt - stadig den mest betydningsfulde i musikbranchen. Vis mere

Men trods de måske mørke udsigter bliver showet anno 2019 både stort og flot.

Det internationale publikum ligger således stadig over 200 millioner - inklusive streaming-brugere. Og i nattens show vil superstjerner som Lady Gaga og Carli B optræde og gøre deres bedste for at holde glamouren ved lige.