'Jeg er så træt af at være Elvis Presley,' skal kongen af rock’n’roll have erklæret i sin sidste tid på denne jord. I bagklogskabens lys et hjerteskærende varsel om kongens død i sensommeren ’77. Og samtidig en sætning, som synes at stå helt centralt i det portræt af Presley, den garvede britiske journalist Connolly tegner i sin empatiske biografi om stjernen.

Fortællingen om den talentfulde knægt fra Tupelo er blevet udrullet mange gange før, og det er således vinklingen og udførelsen, der gør forskellen her. Som titlen antyder handler det her om, hvordan det må have været at være Elvis.

Herunder usikkerheden, medicinmisbruget og den ensomhed, der fulgte med den massive succes. Alt sammen faktorer, som her tjener til at forklare et paradoks, som ikke kun var Elvis’: At nok så meget anerkendelse kun flygtigt formår at fylde de huller i sjælen, vi alle render rundt med, i større eller mindre grad.

Connollys tilgang til emnet kan lyde en kende spekulativ, men fremstår faktisk både troværdig og vederhæftigt udfoldet: Man engageres i fortællingen undervejs, og man får simpelthen medfølelse med manden – ikke fordi Connolly tegner et rosenrødt billede, men vel snarere i kraft af afdækningen af de såre menneskelige mekanismer inde i megastjernen Elvis.

Man krummer tæer med tiltagende frekvens, efterhånden som historien skrider frem, og hovedpersonen falder fra hinanden (inklusive den lidet glorværdige stund, hvor Elvis besøger Nixon i det Hvide Hus) og græmmer sig over, hvordan det unikke talent misforvaltes af den usympatiske oberst Parker.

Parker, som – i al fald ifølge bogen – med sin kyniske kassetænkning og katastrofale mangel på musikalsk forståelse bevirkede, at kongen aldrig kom til at optræde i Europa.

Og måske væsentligere: At Presley, takket være Parker, brugte en stor del af sit kunstneriske krudt på at medvirke i talløse dårlige film og indspille massevis af middelmådigt materiale, fremfor at fokusere på de stærke sange, som man må antage snart, at sagt enhver – fra Lennon/McCartney til Dylan – gerne havde stillet til rådighed.

Det er hinsides ærgerligt og bare en del af den menneskelige og musikalske tragedie, som udfoldes her.

Man kan muligvis mangle lidt flere facetter i portrætteringen af bogens bipersoner – men får til gengæld hele tre billedsektioner på glittet papir. Og samlet set er Being Elvis – Et ensomt liv en både underholdende og interessant bog om manden indeni i verdens første og største rock-ikon. Eller som Dylan skal have sagt:

'Da jeg hørte Elvis for første gang var det som at krybe ud af et fængsel. Jeg takker Gud for Elvis Presley.'

Ray Connolly: Being Elvis – Et ensomt liv. Gyldendal, 384 sider, illustreret.