Siden Claes Antonsen for to år siden røg i skammekrogen efter DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen, har han langsomt nærmet sig et comeback.

Nu træder den kendte trommeslager for alvor tilbage i rampelyset, når hans mangeårige ven Thomas Helmig fredag aften spiller årets første store koncert i Royal Arena.

»Nej, det har jeg ikke.«

Sådan lød det prompte fra Thomas Helmig, da han sidste år blev spurgt af Ekstra Bladet, om han havde nogen overvejelser om at tage Claes Antonsen med på scenen, når han i 2026 skulle ud og spille igen.

Claes Antonsen måtte for to år siden undskylde for sit sprog og adfærd overfor kvinder i kølvandet på DR-dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen'. 

Han blev fjernet som kapelmester i TV 2-programmerne 'Vild med dans' og 'Toppen af Poppen', ligesom flere kendte musikere valgte at indstille samarbejdet.

Udover Thomas Helmig spiller Claes Antonsen stadig med sit kendte orkester 'The Antonelli Orcehstra'.
Udover Thomas Helmig spiller Claes Antonsen stadig med sit kendte orkester 'The Antonelli Orcehstra'. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Men ikke Thomas Helmig. 

Han holdt fast i Claes Antonsen, og deres fælles historie går da også over 40 år tilbage.

De er begge født i starten af 1960erne og voksede op i hver deres ende af Aarhus.

Thomas Helmig gik en kort overgang på Vejlby-Risskov gymnasium i nord, mens Claes Antonsen gik på Marselisborg gymnasium i syd – sjovt nok samtidig med den senere fru Helmig, Renée Toft Simonsen.

Claes Antonsen og Thomas Helmig med modellen Patricia Bolin til en modelkonkurrence i København i 1988.
Claes Antonsen og Thomas Helmig med modellen Patricia Bolin til en modelkonkurrence i København i 1988. Foto: Ole Steen

I et interview med Politiken fra 2023 fortæller Claes Antonsen, at han begyndte at spille trommer som 13-årig med Palle Torp fra duoen Sko/Torp.

Det udviklede sig til bandet Elevatordrengene, der i starten af 1980erne pludselig manglede en ny forsanger.

Thomas Helmig stillede op til audition, og i et interview med Berlingske i 2016 fortæller Claes Antonsen med et grin:

»Jeg var den eneste (i bandet, red.), der stemte imod ham. Det er Thomas' yndlingshistorie. Han fortæller den altid. Jeg ville ikke have ham med.«

Thomas Helmig fotograferet i 1987.
Thomas Helmig fotograferet i 1987. Foto: Connie Marini/Ritzau Scanpix

Claes Antonsen var samtidig begyndt at spille med den langt ældre Henning Stærk, så han var til at begynde med knap så imponeret af den unge Helmig.

Med Thomas Helmig i front kom der imidlertid fart på.

Elevatordrengene, der siden blev til bandet Helmig Brothers, blev et hit hos de især jævnaldrende kvinder, og Claes Antonsen og Thomas Helmig fandt for alvor melodien.

De flyttede sammen i en lejlighed i Aarhus, og i Berlingske-interviewet fra 2016 husker Claes Antonsen, at de var så eftertragtede, at der lå kvinder i soveposer og sov i deres opgang.

Bandet Helmig Brothers i 1980erne. Claes Antonsen sidder til højre foran Thomas Helmig.
Bandet Helmig Brothers i 1980erne. Claes Antonsen sidder til højre foran Thomas Helmig. Foto: Ernst Van Norde

I et Berlingske-interview fra 2002 fortæller Claes Antonsen om tiden som sidekick til teenageidolet Thomas Helmig i 1980erne:

»Vi kunne ikke komme ned af scenerne, uden at pigerne rev tøjet, håret og øreringene af os.«

Thomas Helmig blev mere og mere populær og blev med solohits som 'Nu hvor du har brændt mig af', 'Dagen efter dagen derpå' og 'Det er mig der står herude og banker på' Danmarks største popstjerne.

Claes Antonsen havde også ambitioner og flyttede i samme periode til København for at prøve sig af som studiemusiker for andre bands.

Claes Antonsen har spillet trommer, siden han var 13 år.
Claes Antonsen har spillet trommer, siden han var 13 år. Foto: Annett Bruhn/NF-NF/Ritzau Scanpix

De bevarede dog både venskab og samarbejde og har altså nu i over 40 år stået hinanden last og brast.

I interviewet med Politiken fra 2023 slår Claes Antonsen blandt andet fast, at Thomas Helmig er hans bedste ven, og at det har været fantastisk at følges ad gennem livets op- og nedture.

»Efter 40 års venskab begynder man virkelig at høste frugterne af sådan et venskab. Så forstår man hinanden. Man kigger bare på hinanden, og så har man samme tanke,« forklarer han.

Da Claes Antonsen i 2023 fyldte 60 år, skrev Thomas Helmig på Instagram:

Thomas Helmig spiller til sommer på flere store danske festivaler. 
Thomas Helmig spiller til sommer på flere store danske festivaler.  Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

»Kære Claes. Kæmpe tillykke med de 60 år i dag. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde, men jeg ved til gengæld, at det slet slet ikke er slut endnu.«

Året efter kvitterede Claes Antonsen med en hilsen modsatte vej, da det var Thomas Helmigs tur til at runde de 60 år.

Instagram skrev han:

»Thomas jeg elsker hvert et minut, vi har tilbragt sammen, og jeg glæder mig til at dele resten af mit liv med dig.«

Claes Antonsen har gennem tiden spillet med navne som Søs Fenger, Danseorkestret og Sanne Salomonsen.
Claes Antonsen har gennem tiden spillet med navne som Søs Fenger, Danseorkestret og Sanne Salomonsen. Foto: Rune Øe

Ud over det korte, men kontante 'nej' til at have nogle betænkeligheder ved at tage Claes Antonsen med på scenen, har Thomas Helmig også vist sin offentlige støtte på et privat plan.

I 2022 blev Helmig-familien ramt af en tragedie, da sønnen Hugo pludselig gik bort.

Da Thomas Helmig bearbejdede sin sorg med sit seneste album 'Sortedam', der udkom i efteråret 2024, var Claes Antonsen netop med i studiet for at indspille trommerne.

Thomas Helmigs hustru, Renée Toft Simonsen, har også været ude i et forsvar af familiens gamle ven.

Renée Toft Simonsen, der er gift med Thomas Helmig, har kendt Claes Antonsen, siden de gik på Marselisborg gymnasium i Aarhus.
Renée Toft Simonsen, der er gift med Thomas Helmig, har kendt Claes Antonsen, siden de gik på Marselisborg gymnasium i Aarhus. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Efter DRs sexisme-dokumentar mente hun, at det var uretfærdigt, at Claes Antonsen skulle stå til ansvar for sexisme i en hel branche på grund af nogle ytringer.

Hun skrev på Instagram:

»Claes Antonsen vi mødte hinanden på Marselisborg gymnasium for 42 år siden, du blev min ven, det er du stadig, og har du brug for en kop mokka og en skulder, står min dør altid åben.«

Hverken Thomas Helmig eller Claes Antonsen har i denne omgang ønsket at stille op til interview.